Et skab om dagen.

De seneste måneder er det kun gået én vej med salget af pengeskabe hos Hellerup Låse på Strandvejen nord for København.

Siden i vinter er kunderne nærmest valfartet til butikken for at købe deres eget pengeskab hjem til privaten.

Låsesmed David Topsøe-Keller kalder det for »helt vanvittigt«, men har selv en teori om årsagen til udviklingen.

»De gider ikke betale penge for at have penge stående i banken. Så vil de hellere have dem liggende hjemme under hovedpuden, var jeg ved at sige,« siger han til Berlingske.

Den voldsomme stigning i efterspørgslen er nemlig kommet samtidig med, at flere og flere banker sænkede grænsen for, hvornår private kunder skal betale negative renter for at have penge stående på deres konti.

I dag har David Topsøe-Keller kunder fra hele Storkøbenhavn og Nordsjælland, og det er både små og store skabe, der ryger over disken.

Eller kører ud af butikken, rettere sagt. For de største skabe vejer mere end 1.000 kilo.

Mange kunder kan endda ikke nøjes med et enkelte skab, men køber to eller tre stykker, når de nu er i gang.

Cheføkonomen i Finans Danmark, Niels Arne Dam, advarer danskerne mod at smide store pengebeløb i et pengeskab derhjemme.

På den måde gør man sig nemlig ekstra såbar i tilfælde af brand, indbrud eller hjemmerøverier, og de mange kontanter er heller ikke dækket nær så godt af forsikringen, understreger han.

Derudover betyder hvidvaskloven, at du kan få problemer i banken, den dag du måtte ønske at sætte dem tilbage i banken igen.