Hans datter var kun fire måneder, da de tog på deres første rejse som familie. Siden har børnene været med i en firehjulstrækker gennem Namibias savanne, de har stavret rundt i hektiske Hanoi, og i næste uge skal de til Costa Ricas jungle.

For det har været vigtigt for tryllekunstner og globetrotter Jesper Grønkjær at holde fast i, at eventyret ikke slutter, bare fordi man er blevet far.

Han er ikke den eneste, der har det sådan. Derfor har han netop udgivet bogen 'Mød verden med dine børn – 20 fortællinger fra Eventyrernes Klub'.

Her fortæller 20 mænd fra den hemmelighedsfulde og eksklusive Eventyrernes Klub om deres rejser ud i den store vide verden. Alle har de det tilfælles, at de er fædre og har inviteret deres børn med på eventyrene.

»Engang lod man altid familien blive hjemme og rejste af sted alene i månedsvis på ekspedition og oplevelse, så vi eventyrere er nok blevet opfattet som nogle machomænd,« siger 50-årige Jesper Grønkjær, der bor i Aarhus, og fortsætter:

»Og ja, de fleste af os er måske lidt nogle alfahanner, men vi er også bløde familiefædre, der kravler rundt på gulvet og leger eller tager vores børn med i hånden og ud i verden.«

I Vietnam skulle familien selvfølgelig køre på scooter ligesom de lokale.
I Vietnam skulle familien selvfølgelig køre på scooter ligesom de lokale. Foto: Privat foto: Jesper Grønkjær
Vis mere

I bogen er der rejseberetninger fra blandt andet direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev, astronaut Andreas Mogensen, skipper og tv-vært Mikkel Beha, foredragsholder Daniel Rye, polarforsker John Andersen og forsker Eske Willerslev.

Selv bidrager Jesper Grønkjær med en fortælling om en rejse til Namibia i 2018. Sammen med sin kone Sus, otteårige Viggo og 11-årige Liva kørte familien gennem Namibias savanne i en firehjulstrækker. De sov i et telt på taget og besøgte primitive stammefolk langt fra civilisationen.

»Vi bor i en Aarhus-forstad med ligusterhæk og weber-grill i haven, så det er en stor oplevelse for vores børn at komme ud og opleve, at folk lever anderledes rundt om i verden. Det sætter de danske værdier i perspektiv, når vi sidder i en lille lerhytte uden vand og strøm, og børnene opdager, at de andre børn ikke har noget legetøj,« siger han.

Viggo (7 år) og Liva (9 år) med lokal pige fra himba-stammerne. Venskaber opstod på tværs af landegrænser, hudfarve, kulturelle og økonomiske forskelle, religion m.m.
Viggo (7 år) og Liva (9 år) med lokal pige fra himba-stammerne. Venskaber opstod på tværs af landegrænser, hudfarve, kulturelle og økonomiske forskelle, religion m.m. Foto: Privat foto: Jesper Grønkjær
Vis mere

Når Jesper Grønkjær har børnene med på sine rejser, er han mere opmærksom på sikkerheden og gør mere ud af planlægning. Men man kan ikke forberede sig ud af alt.

»I Namibia samlede min søn brænde sammen med de lokale børn, og da han rakte ned efter en gren, viste det sig at være en giftig slange. Der skete ikke noget, men det havde været katastrofalt og potentielt livsfarligt, hvis han var blevet bidt. Men man kan aldrig gardere sig 100 procent mod farer – man kan også blive kørt ned af en narkobilist op ad Randersvej,« siger han.

I morgensolen midt i den 80 millioner år gamle Sossussvlei-ørken, med sandklitter der er op imod 400 meter høje.
I morgensolen midt i den 80 millioner år gamle Sossussvlei-ørken, med sandklitter der er op imod 400 meter høje. Foto: Privat foto: Jesper Grønkjær
Vis mere

Jesper Grønkjær har levet af at være tryllekunstner i 30 år og holder derudover foredrag, skriver bøger og medvirker i tv-programmer om sine mange rejser.

Den atypiske karrierevej som tryllekunstner og globetrotter opstod lidt tilfældigt. Han har aldrig været god i skolen, og han blev smidt ud af gymnasiet to gange, før han fik tilkæmpet sig en studenterhue med rekordlavt karaktergennemsnit.

Til gengæld fandt han ud af, at han var god til at trylle og brugte det til at underholde sine kammerater i frikvartererne og på værtshusene i weekenden. Han kunne få folk til at grine. I sit sabbatår sendte han en brochure om sit trylleri rundt til alt fra kirker og biblioteker og fik pludselig penge for sit trylleri.

Jesper Grønkjær har besøgt verdens strengeste diktaturstat, Nordkorea, og her på billedet lykkes det ham at lokke smil ud af en vagt.
Jesper Grønkjær har besøgt verdens strengeste diktaturstat, Nordkorea, og her på billedet lykkes det ham at lokke smil ud af en vagt. Foto: Privat foto: Jesper Grønkjær
Vis mere

Herigennem blev han inviteret til en kulturfestival i Grønland som tryllekunster, og den rejseoplevelse slog fuldstændig benene væk under ham.

»Det var et kæmpe kulturchok for mig, og jeg var totalt bjergtaget. Der var fest og farver og whisky i stride strømme. Og da jeg kom hjem, vidste jeg bare, at det her ville jeg have meget mere af,« siger han.

Siden har han rejst hele verden rundt med sin tryllekuffert og tryllet for nordkoreanske soldater, afrikanske masaier, flodindianere i Amazonas, tibetanske munke, amerikanske dragqueens og kannibaler i Ny Guinea. Ofte med sine børn.