Christian Sonne åbner i febrilsk forvirring øjnene i sengen. Han må op, ud og tilbage til København med det samme. Skibet står i flammer, og der er coronasmittede passagerer om bord.
Hvis han ikke skynder sig, rammer både brand og virus snart Christian. Ud over nattøjet tager han jakken og træsko på. Om halsen har han sit handicapkort og i hånden sit pas.
På brystet en badge med ordene 'Jeg er dement'.
Oplevelsen på det brændende og smitteinficerede krydstogtskib er kun Christians virkelighed. Det er ikke sandheden. Men Christians demens spiller ham et puds og udfordrer hans hukommelse og virkelighedsopfattelse.
Sådan er det ikke kun for Christian. Mindst 36.000 danskere er lige nu er diagnosticeret med demens. Og demens og corona kan være en upraktisk blanding.
For coronakrisen er med ét kommet til Danmark og har medbragt et hav af nye forholdsregler. Det er bare ikke så nemt at holde styr på det hele, når man som Christian og mange andre danskere lider af demens.
I den rigtige virkelighed bor Christian på Bornholm med sin kone, Vibeke Sonne.
Nat efter nat må Vibeke op og få ro på Christian, når han vågner og er bange for corona. Han følger nemlig med og ved, at en farlig virus truer. Men nogle detaljer går tabt med demensen.
»Efter vi så Mette Frederiksens første pressemøde, hvor hun med alvor i stemmen bad danskerne blive hjemme, er han blevet utrolig angst og dørsøgende. Vores liv er blevet meget kompliceret,« fortæller Vibeke.
Christian er nemlig uddannet jurist, og ifølge Vibeke har det skabt en autoritetstro og regelret linje, der ligger dybt forankret i Christian.
»Han har stadig sin gamle jurist inde i sig. Når Mette Frederiksen siger, at man skal blive hjemme, så bliver man hjemme. Det er sådan, han er lært. Når jeg finder ham ved hoveddøren på vej ud, siger han, at 'Mette siger, vi skal tage hjem',« fortæller Vibeke.
Selvom Christian godt ved, at han nu bor på Bornholm med Vibeke, har han bestemt sig for, at hjem er en lejlighed i København, hans familie har haft i mange år.
Det er derfor, han hver nat vil af sted. Han vil tilbage til København og lejligheden, hvor han er i sikkerhed. Han vil ikke blive på Bornholm, som han frygter bliver overset og glemt under coronakrisen.
For Vibeke betyder det, at hun aldrig kan lade Christian ude af syne. Hun skal ikke bare være tæt på ham. Hun skal konstant have sine øjne på ham. Så det er ikke meget søvn og bad, det bliver til for Vibeke.
Og forleden nat gik det helt galt.
Christian havde set DR's dokumentar om Scandinavian Star. En cruiser, der går i brand og ender som en forfærdelig tragedie. Samtidig havde han læst om de strandede krydstogtskibe, hvor der er coronasmittede om bord. Her fik hans demens blandet dokumentaren sammen med coronavirkeligheden.
»Han vågnede op og troede, at han var om bord på et brændende Scandinavian Star med coronasmitte. Jeg kunne kun få ham tilbage i seng, hvis jeg lod ham beholde jakken på, så han kunne komme væk, hvis der kom baktusser ind i hovedet.«
For at dokumentere Christians udvikling optager Vibeke Christians natteflugt, og dagen efter, når Christian har et klart øjeblik, afspiller hun nogle gange lydfilerne for ham.
»Christian forstår godt, det er en irrationel handling, når han hører lydfilen. Han bliver meget chokeret over det og begynder at græde. For han kan høre, at jeg begynder at græde af afmagt, og han vil ikke gøre mig ked af det,« siger Vibeke.
Alligevel sker det igen næste nat, og når Christian vågner og er bange, er hans virkelighed lige så virkelig som alle andres.
For at gøre en i forvejen svær hverdag mere kompliceret, så er Christians dagtilbud også lukket på grund af coronakrisen, og som en ud af meget få har Vibeke og Christian ikke fået tilbudt nødpasning.
De fleste bliver ramt af demens, når begge parter er færdige på arbejdsmarkedet. Men Christian er 73 og har haft demens i seks år, og Vibeke er kun 62 og arbejder stadig.
Vibeke er altså i en lille gruppe af ægtefæller til demensramte, der stadig arbejder. Og den gruppe er der ikke blevet taget højde for i forhold til nødpasning.
»Jeg prøver at lave en ordning med hjemmeplejen, hvor de kommer bare en halv time en gang imellem, så jeg kan få et bad. For på et tidspunkt kan jeg ikke holde til det mere.«
