Tre af SuperBrugsens supermarkeder har fået en sur smiley og en bøde af Fødevarstyrelsen den seneste måned.
Det sker, efter at der er gjort flere ret uhygiejniske fund under kontrolbesøg.
Senest var den gal i SuperBrugsen på Nørregade i Bramming, hvor Fødevarestyrelsen langede en bøde på 15.000 kroner ud for mangelfuld rengøring – et forhold, der ikke var blevet bragt i orden efter et besøg i august.
I kontrolrapporten fra besøget den 22. september beskriver Fødevarestyrelsen flere ret ulækre forhold:
»Der er konstateret vækst af formodet skimmel på bundliste i dør til udsalgskøler til frugt og grønt. Efterfølgende er der konstateret vækst af formodet skimmel på hylder, hyldeknægte samt bagvægge i udsalgskøler til frugt og grønt samt kraftig vækst og slim i drypbakker til kølerne,« står der i kontrolrapporten.
»Der er konstateret døde insekter i impulskøler til salg af datovarer,« lyder det videre.
Det sker kort efter, at også SuperBrugsen i Vedbæk og Fredericia fik sure smileys og bøder for mangelfuld rengøring af Fødevarestyrelsen, skriver TV 2 Lorry, som have historien først.
I begge supermarkeder fandt Fødevarestyrelsen 'sorte belægninger', ligesom der var 'støvet'.
Idet der også her var tale om opfølgende besøg, og at den mangelfulde rengøring ikke var blevet forbedret, fik SuperBrugsen i Vedbæk og Fredericia henholdsvis bøder på 15.000 og 10.000 kroner for overtrædelser af fødevarelovgivningen.
Coop, som ejer SuperBrugsen, lover, at der bliver rodet bod på den mangelfulde rengøring i de tre supermarkeder.
»Butikkerne har desværre haft udfordringer med at holde et acceptabelt niveau henover sommeren. Det bliver der nu rettet op på ved, at vi går grundigere til værks med rengøringen,« skriver Coops afdelingschef for fødevaresikkerhed og detail, Bettina Ørsnes Larsen, i en skriftlig kommentar til TV 2 Lorry.
Også i oktober og november sidste år blev der udstedt bøder til SuperBrugsen for mangelfuld rengøring i to supermarkeder i henholdsvis Svenstrup og Nr. Lyndelse.
Det kan du læse mere om her og her.
Fødevarestyrelsens kontrollanter lagde vejen forbi supermarkedet i Vedbæk 14. september, mens SuperBrugsen i Fredericia fik besøg 31. august.