Mangelfuld rengøring har kostet en SuperBrugsen i Nr. Lyndelse en bøde på 15.000. Og en sur smiley.

Det er konsekvensen af et besøg fra Fødevarestyrelsens kontrollanter 25. november.

I kontrolrapporten lyder det om de kritisable forhold, der har udløst straffen:

»Køleenheder samt grøntafdelingen i butikken fremstår ikke tilstrækkelig rengjort. Mælkekøler, impulskøler, kølereolen med spiseklare salater samt grøntafdelingen fremstår langs kanter og gitter med snavs, støv og indtørrede produkter.«

Her lyder det videre, at der i den pågældende SuperBrugsen, der ligger på Albanivej i den lille midtfynske by, igennem længere tid har været problemer.

»Virksomheden har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg. Det giver Fødevarestyrelsen mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug under visse forudsætninger,« lyder det videre i kontrolrapporten.

Ifølge Fyens.dk er det i øvrigt anden gang på under et år, at butikken har haft problemer med rengøringen. Deraf bøden størrelse.

»Det er en ærgerlig bøde, som også kan virke lidt voldsom i forhold til butikkens tilstand. Der bliver slået hårdt ned, fordi butikken i marts 2019 fik en indskærpelse på rengøring. Fødevarestyrelsen går altid to år tilbage og ser, om man har fået en sanktion for samme overtrædelse,« siger Bettina Ørsnes Larsen, afdelingschef for Fødevaresikkerhed detail i Coop, til mediet.