Indtørrede madrester, plamager af snavs, fedtede overflader.
Manglende rengøring har kostet en Aldi-butik i Albertslund en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.
Det fremgår af en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen, hvori man kan konstatere, at kontrollanten kom på besøg på Egelundsvej 25. november.
Og her blev der slået ned på rigtigt, rigtigt mange forhold.
»Køleenhed med mejeriprodukter fremstår med grønne skimmellignende vækster under en hylde, og på ventilationsgitter i bunden er der mørk snavs og indtørrede gullige og rødlige væsker. Under gitteret ses hvide og gule indtørrede masser,« lyder det indledningsvist:
»På hyldeforkanter ved æg i køleenhed med blandt andet pålæg er der indtørrede rester fra æggeblommer, og på flere hylder i køleenheden er der mørke plamager. Låg på flere køleenheder i butik fremstår med fedtede overflader samt indtørrede væsker. I brødudsalget er der indtørret glasur på flere glaslåger ved håndtag og område, hvor handsker tages samt smides ud, fremstår generelt fedtet og snavset.«
Også uden for selve butiksarealerne blev der slået ned af Fødevarestyrelsens kontrollant.
»Dør til og fra omklædningsrum og personaletoiletter samt stikkontakt i omklædningsrummet fremstår med en større mængde mørke plamager af snavs. Gulv i butik og på lager fremstår generelt fedtede og snavsede med sorte plamager, ligeledes langs flere kanter hvor sort snavs har ophobet sig,« konstateres der i kontrolrapporten:
»I gulvvasker på lager ses i rum til beskidt vand rester af sort vand og store mængder indtørret snavs og ansamlinger på overflader og ud af rør. I stativ til gulvmoppe fremstår spand og område med afdrypningsbakke generelt med mørke belægninger af snavs af ældre dato.«
Fra Aldis side erkender man, at rengøringen har været mangelfuld.
»En sur Smiley er aldrig okay og heldigvis et særtilfælde i Aldi. Det er ikke godt nok, hvilket butikschefen i den konkrete butik er helt enig i. Der er blevet foretaget en grundig hovedrengøring i butikken, så forholdene er bragt i orden, og personalet vil fremover have større fokus på rengøring,« lyder det til B.T. fra kommunikationschef Louise Wendelbo.