Kronprinsessen bød på champagne og kransekage, da hun afholdt nytårsreception for sine protektioner på Amalienborg

Selvom der var frysende koldt, ankom mange af de mandlige repræsentanter kun iført tynde, men pæne jakkesæt, mens damerne havde fundet de fine pelse frem.

De smuttede hurtigt ind i varmen i Christian den VIIIs palæ, hvor Mary kunne byde i alt 40 repræsentanter fra hendes 23 protektioner velkommen, og de kunne ønske hinanden et godt nytår.

Hele arrangementet varede godt to timer, og tiden blev godt udnyttet af både kronprinsessen og gæsterne. Der blev talt om alt lige fra Afrika, matematik til nyreproblemer.

Afrika-emnet kom op, da Mary hilste på Dansk Flygtningehjælps repræsentanter. Hun besøgte i oktober Uganda, som protektor for foreningen, og så bl.a. en flygtningelejr, hvilket gjorde stort indtryk på hende.

- Vi fik talt en del om Afrika. Hun var meget stærkt berørt af besøget i Uganda. Og efterfølgende har Mary Fonden doneret 250.000 kroner til at hjælpe udsatte børn og børnefamilier i det nordlige Uganda. Kronprinsessen er en meget nærværende og enestående person, lød det rosende fra generalsekretær Andreas Kamm, der har rejst på officielle ture med Mary flere gange.

LÆS VIDERE NEDENFOR

God til at lytte
Nyreforeningens direktør Lars Engberg nåede at lave lidt lobbyarbejde på slottet.

- Der var to ting, jeg ville sige til hende. For det første, at det er vigtigt at arbejde for, at folk automatisk bliver spurgt, om de vil være donorer, når de fylder 18 år. Til det fortalte kronprinsessen, at man i Tasmanien bliver spurgt i forbindelse med, at man får kørekort. Og så lyttede hun interesseret, da jeg fortalte om, problemerne i, at nyrepatienter ikke kan tåle kontraststoffet omniscan. Hun er god til at lytte og viser stor empati. Især de to unge gæster, formand Rune Thode Nielsen og næstformand Heidi S. Rønde fra Ungdommens naturvidenskabelige forening, var tilfredse efter mødet. Foreningen har ikke set noget til kronprinsessen sidste år, men har store forhåbninger for 2009.

- Kronprinsessen kom selv hen til os og sagde, at hun var interesseret i at se, om der er muligheder for at lave noget i år. Så det håber vi, fortalte en smilende formand.

Hver enkelt af gæsterne var oppe og hilse på kronprinsessen og fik mulighed for at tale et par ord med hende. Tiden blev derudover brugt til at ”netværke” med hinanden.