»Årsopgørelsen er en gigantisk fællesbegivenhed i Danmark - nærmest som et stort tv-koncept eller sportsbegivenhed. Det er et af de tidspunkter, hvor stort set alle danskere gør det samme på samme tid.«

Sådan lyder det fra B.T. Penges Redaktionschef Niels Philip Kjeldsen, som kommer med et bud på, hvornår danskerne kan tjekke den.

Officielt er årsopgørelsen tilgængelig mandag den 11. marts. Men:

»Forventningen er, at der bliver åbnet for årsopgørelsen fredag aften. Så må vi se, om det holder stik,« siger han.

Niels Philip Kjeldsen, forbrugeredaktør, B.T.
Niels Philip Kjeldsen, forbrugeredaktør, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Uanset er det i hvert fald en anledning, der får danskere i hobetal plantet foran computerskærmen.

»Det er jo den rene spænding i, om man skal have penge tilbage eller betale, der får folk til at sidde i kø i flere timer,« siger Niels Philip Kjeldsen. 

Hvis man vil vide, hvad der er godt at tjekke op på, når man sidder med årsopgørelsen, er der råd at hente.

Sådan lyder det fra Redaktionschefen. Der er nemlig økonomisk fornuft i at have styr på sine papirer.

»Det er bare at komme ind og få rettet igennem. Der ligger rigtig mange guides her på B.T., man kan orientere sig i,« siger Niels Philip Kjeldsen og fortsætter:

»Befordringsfradrag, servicefradrag og renter fra private lån eller lån i udlandet er nogle af dem, man virkelig skal være opmærksom på selv at få tastet ind. Det er simpelthen penge lige ned i lommen.«