Den siddende franske præsident, Emmanuel Macron, fører meningsmålingerne forud for søndagens valg.

Men intet er afgjort, og faktisk kan valget i Frankrig gå hen og blive en sand gyser. Det fortæller B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, direkte fra Paris.

Ifølge Illeborg har Marine Le Pen stadig en reel chance for at slå Macron og blive landets næste præsident. Mange franskmænd vil nemlig stemme på Le Pen i protest mod Macron.

»Mange vil stemme på Le Pen som en 'proteststemme' mod Macron, fordi han ikke har levet op til løfter om guld og grønne skove og et nyt og bedre Frankrig, som han gav for fem år siden,« fortæller Jakob Illeborg.

Onsdag aften tørnede Emmanuel Macron og Marine Le Pen sammen i den eneste tv-transmittede duel.
Onsdag aften tørnede Emmanuel Macron og Marine Le Pen sammen i den eneste tv-transmittede duel.
Vis mere

Derfor er det altså fristende for franske vælgere at søge noget andet. Og vil man ikke stemme på Macron, så er der Le Pen tilbage.

»Jeg får fornemmelsen af, at folk er trætte af den politiske situation. Det er meget få, jeg møder, der er begejstret for Macron – også dem, der før stemte på ham. Så for franskmændene er valget lige nu 'pest eller kolera', siger korrespondenten og forsætter:

»Og det er specielt de unge vælgere, der ikke ved, hvad de skal stemme. Valget står imellem at lade være med at stemme eller at stemme på Le Pen. I hvert fald er det udelukket for dem at stemme på Macron.«

De to kandidater kæmper altså her i slutspurten om at fiske nye stemmer hos de unge og blandt de frustrerede vælgere på venstrefløjen, der ikke længere har nogen rød kandidat at stemme på.

Jakob Illeborg, B.T.s internationale korrespondent, dækker det franske valg.
Jakob Illeborg, B.T.s internationale korrespondent, dækker det franske valg. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Og så man tv-duellen mellem de to præsidentkandidater onsdag aften, så gik Le Pen bevidst efter præcis den gruppe af vælgere.

Hun talte om 'manden på gulvet' og om unge, der ikke har sikre forhold eller råd til at betale de dyre priser, man nu oplever i Frankrig.

Og det er netop den gruppe af mennesker, der kan afgøre valget. Grupper, som »ikke rigtig hører til,« forklarer Illeborg:

»Det er folk, der ser valget som 'pest eller kolera' og som nok hellere ville drikke en fadøl i stedet for at stemme. Her i slutspurten af valget handler det for Le Pen og Macron om at sikre deres stemmer – og den, der får dem, bliver sgu nok præsident.«