I fremtiden kan det ifølge S-ordfører blive en løsning at spare op til ældrepleje på linje med pensionen.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, kommer i Jyllands-Posten med sit eget bud på, hvordan fremtidens ældrepleje kan se ud.

Han foreslår en opsparingsmodel, som alle danskere indbetaler til.

Ordføreren sammenligner det med måden, hvorpå vi i dag kender pensionsopsparinger, der supplerer folkepensionen.

Over for Ritzau uddyber han:

- Vi vil meget gerne være med til at prioritere fremtidens ældre og investere i ældreplejen. Men vi skal også have midler til at sikre grøn omstilling, investere i vores forsvar, bekæmpe mistrivsel og en lang række andre ting.

- I den forbindelse tror jeg, vi må se i øjnene, at hvis vi skal løfte ældre uden sundhedsforsikring og private formuer, skal vi lave en opsparingsordning, der løfter dem, der har mindst.

Forslaget skal modvirke det, ordføreren betegner som A- og B-hold, hvor nogle ældre har råd til selv at betale for bedre hjælp end andre.

Christian Rabjerg Madsen siger til Jyllands-Posten, at det er "svært at sige noget meget specifikt om nu", hvad det er for nogle services, der skal indgå i opsparringsmodellen, men at rig og fattig skal være sammen om løsningen.

Han anerkender, at danskere dermed kommer til at skulle betale for ældrepleje to gange. Både over skatten, som vi kender det i dag, og potentielt via en opsparingsløsning.

Han afviser blot at hæve skatten for at finde pengene. Det er der ikke flertal for, og det vil der heller ikke blive, siger han.

Ifølge ordføreren kan løsningen give et "betydeligt" løft af den ældrepleje, man kender i dag, skriver avisen.

Partifælle og justitsminister Peter Hummelgaard har tidligere udtalt til Avisen Danmark, at han ikke mener, at løsningen skal findes med private alternativer.

Partiet Moderaterne foreslog tidligere på måneden, at Danmark i fremtiden skal hente arbejdskraft fra lande som Indien og Filippinerne for at kunne modvirke mangel på arbejdskraft i velfærdsfagene.

Samme parti har åbnet for, at danskere selv skal spare op til at kunne betale for hjemmehjælp og ekstra ydelser i ældreplejen.

Venstre har foreslået at lave en stor aftale, som skal sikre, at alle har råd til at forsikre sig til ekstra ældrepleje.

/ritzau/