Mandag anmeldte en lang række utilfredse og sure parkanter parkeringsselskabet EuroPark og det dertilhørende inkassofirma EuroIncasso til politiet for bedrageri. Og det er ikke gået politikernes næse forbi.

Derudover har B.T. løbende afdækket, hvordan parkanter føler sig snydt og taget ved næsen af parkeringsselskaber, de mener, bruger grove metoder til at tjene ekstra penge.

Nu kræver Dansk Folkepartis transportordfører, Hans Kristian Skibby, svar og vil stille regeringen til ansvar.

Flere af de parkanter, der har anmeldt de to firmaer til politiet, har nemlig oplevet pludselig at få et inkassovarsel ind af døren uden at have fået en bøde eller rykkere inden.

»Selvfølgelig skal P-afgifter og tilhørende bøder betales, men de bøderamte skal naturligvis ikke finde sig i, at selskaberne udelader at sende erindringsskrivelser, men i stedet går direkte til fordyrende inkassosager. Vi må sikre os, at dokumentationskravet står ufravigelige overfor de kreative P-selskaber,« siger Hans Kristian Skibby.

Derfor har ordføreren nu stillet flere spørgsmål til daværende transportminister Benny Engelbrecht (S) (inden dennes afgang torsdag, Red.), som Hans Kristian Skibby mener bør forholde sig til problemet.

Hans Kristian Skibby har blandt andet spurgt ministeren, om »hvilke initiativer ministeren agter at tage for at gøre op med de wild-west-tilstande, der hersker inden for parkeringsbranchen«.

Hans Kristian Skibby (DF) kræver nu svar fra ministeren.
Hans Kristian Skibby (DF) kræver nu svar fra ministeren. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ordføreren mener nemlig, at det »mildest talt virker besynderligt«, når parkeringsselskaberne kører forretning på den måde.

»Jeg vil have ministeren til især at forholde sig til de forbrugerretlige regler, og hvorvidt de bøderamte har en tilstrækkelig retssikring overfor de mange sager som pludselig havner i inkasso og stærkt stigende omkostning.  Hvad er praksis med dokumentationskrav fra P-selskaberne, og hvor omfattende er sagen – jeg frygter et langt højere mørketal. DF vil have ministeren ind i sagen,« siger Hans Kristian Skibby.

Derfor har ordføreren også spurgt ministeren om, hvordan han vil stoppe parkeringsselskaberne i at opfinde falske overtrædelse af parkeringsreglerne.

Flere af de parkanter, som B.T. har talt med, og som føler sig snydt af parkeringsselskaberne, kan nemlig bevise, at de har betalt for parkering for eksempel på Dyrehavsbakken uden for København.

Men fordi de har tastet nummerpladen forkert, har de fået en bøde med både kontrolgebyrer og opkrævning for parkering. Parkering, de kan bevise, de allerede har betalt for, og som Bakkens egen direktør, Ole Andersen, har sagt til B.T., at parkanterne ikke skal betale igen, da det er en fejl, og de har vist betalingsvilje.

Slutteligt spørger Hans Kristian Skibby også ministeren, om han ikke finder det bekymrende, at parkeringselskabet EuroPark ikke har været i stand til at fremlægge dokumentation for parkeringsovertrædelserne, når advokatvirksomheder har efterspurgt dem.

Svarene fra Benny Engelbrecht nåede ikke at komme inden hans afgang. Trine Bramsen er ny transportminister, og hvovidt hun har tænkt sig at besvare disse spørgmsål og samle op på de løse ender vides ikke.