De har alle én ting til fælles. De føler sig svindlet, bedraget og snydt af parkeringsselskabet EuroPark og inkassofirmaet EuroIncasso.
Derfor anmelder op imod 340 personer fra Facebook-gruppen 'Samlet front mod Euroincasso' mandag parkeringsselskabet og det dertilhørende inkassofirma for bedrageri. Ole Riis Hansen er en af dem.
»Det er et svindelforetagende, og jeg tror overhovedet ikke på dem. Det er helt grotesk, det her,« siger han til B.T.
Tilbage i december får han pludselig et ubehageligt brev med posten. »SKYLDNERERKLÆRING,« står der med fed skrift øverst på brevet fra EuroIncasso.
På vegne af EuroPark, som inkassofirmaet desuden deler direktør med, opkræver de nu 1.458,04 kroner, og hvis ikke Ole Riis Hansen betaler, risikerer han at blive registreret i RKI.
Af brevet fremgår det også, at Ole Riis Hansen skulle have parkeret på Richard Mortensensvej på Amager i august, at han skulle have modtaget en bøde på 650 kroner for overskredet parkeringstid, og at han efterfølgende skulle have modtaget fire rykkere.
Men det kan Ole Riis Hansen slet ikke genkende.
»Jeg erkender, at have parkeret på Amager, og at jeg sikkert burde have fået en bøde for det. Men jeg har IKKE fået en parkeringsbøde. De påstår også, de har sendt mig fire rykkere, men dem har jeg ikke modtaget,« siger 66-årige Ole Riis Hansen, der med det samme kontakter selskabet, men der er intet at gøre.
»De siger praktisk talt, at jeg er en løgner, og at jeg har modtaget rykkerne, fordi de har ikke fået dem retur. Jeg ser det som en måde, de får en bøde på 650 kroner til at vokse på uden at lave en skid for det og ved at bedrage folk.«
Ole Riis Hansen ser ingen anden mulighed end at betale bøden, der med rykkere og sagsomkostninger løber op i mere end det dobbelte af bøden. For han har ikke lyst til at stå i RKI.
Til gengæld er kampen mod parkerings- og inkassofirmaet langt fra slut.
Mandag klokken 17.00 sendte han sammen med flere hundrede andre parkanter, der har oplevet lignende, en anmeldelse af de to selskaber til politiet og forbrugerombudsmanden.
»Det kan jo ikke være rigtigt, at op imod 1200 rykkerbreve fra det her firma skulle være gået tabt i posten,« siger Ole Riis Hansen, der håber på, at reglerne på området kan blive ændret.
Derfor har han også allerede udtænkt flere måder, hvorpå man kan sikre, at rykkere både bliver sendt og modtaget.
»En rimelig og retfærdig løsning vil være at sende rykkerne over e-Boks eller som anbefalet brev.«
For med et anbefalet brev skal man nemlig skrive under på, at brevet er modtaget, og med e-Boks er der også mulighed for at afsender får en kvittering, så snart man har åbnet dokumentet.
Og det er måske en god idé, for som parkant er man lige nu enormt dårligt stillet, selvom man hverken har modtaget bøde elle rykkere.
Det fortæller Dennis Lange, chefkonsulent ved FDM, til B.T.
»Det kan være lidt op ad bakke. I forhold til retspraksis er det sådan, at kan parkeringsselskabet dokumentere eller sandsynliggøre at en rykker er udsendt, så vil det ofte blive resultatet. Modsat skal en forbruger kunne sandsynliggøre, at det ikke er sket,« siger Dennis Lange.
Hvordan beviser man, at man ikke har modtaget noget?
»Så kan man se, om det er muligt at bevise, at der har været uregelmæssigheder i postgangen, for juridisk set kommer et brev frem, når det er sendt, og der stilles ikke krav om kvittering for modtagelse,« siger Dennis Lange.
Men det er så netop det, Ole Riis Hansen håber på, bliver ændret, nu han og flere hundrede andre utilfredse parkanter sætter fokus på problemet ved at anmelde EuroPark og EuroIncasso.
B.T. har kontaktet EuroIncasso for at få deres kommentar til både politianmeldelsen og Ole Riis Hansens kritik af dem. De har ikke vendt tilbage på vores henvendelse inden deadline.