Den tidligere minister og nuværende Helsingør-borgmester, Benedikte Kiær, har født en stor, lille pige.

Det fortæller den 48-årige konservative politiker selv på Instagram torsdag. Med et skønt billede viser den stolte mor sin datter frem og lader de rå data afsløre, at der er tale om en stærk nyfødt med en solid ‘kampvægt.’

‘I går onsdag den 22. august lidt i klokken 11 kom vores smukke lillesøster til verden. En skøn pige med en kampvægt på 4130 gram, længde på 55 cm og masser af mørkt hår. Vi er selvfølgelig mørbankede og hamrende lykkelige - og vi glæder os til, at de to storebrødre skal møde lillesøster.’

Fødslen kommer efter, at Benedikte Kiær under sin graviditet er blevet genstand for grimme tilsvininger på grund af sin alder.

Borgmesteren delte selv et billede af et brev på Instagram, hvor en unavngiven person direkte anbefalede hende og manden at få en abort.

Vedkommende skrev blandt andet, at det er synd for barnet at have så gamle forældre.

'I er forfærdeligt egoistiske, når I får børn i en sen alder,' lød det blandt andet i den ubehagelige skrivelse.

Benedikte Kiær fortalte offentligheden i marts, at hun ventede sig for anden gang efter at have gennemgået fertilitetsbehandlinger i et andet land, da Danmark ikke tillader det for kvinder, som er fyldt 46 år. Benedikte Kiær og hendes mand, Lars Dam, har i forvejen sønnen Lauge, der også er kommet til verden som følge af fertilitetsbehandling.

Foto: Instagram/Benedikte Kiær
Vis mere