Det er ikke kørt på skinner, lyder det fra forsvarsminister og Venstres formand, Troels Lund Poulsen.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) siger, at Forsvaret og politiet har været for langsomme i forbindelse med ugens dronehændelser i Danmark, heriblandt over en række lufthavne.
- Nogle af de ting, vi har oplevet, der har vi været for langsomme. Både Forsvaret og politiet, sagde Troels Lund Poulsen i Go' Morgen Danmark fredag på TV 2.
- Men jeg synes, at vi er blevet bedre og er kommet op i tempo. Er vi perfekte? Nej. Kan vi gøre mere? Ja, sagde Venstres formand.
Sent onsdag og natten til torsdag blev der observeret droner nær lufthavne i både Nordjylland og Syd- og Sønderjylland.
Den første observation af droner i Jylland fandt sted ved Aalborg Lufthavn klokken 21.44 onsdag aften. Senere kom der flere anmeldelser om droneaktivitet ved lufthavnene i Esbjerg, Sønderborg og Skrydstrup.
Lufthavnen i Skrydstrup er hjemmeadresse for Danmarks F-16- og F-35-kampfly.
I mandags og natten til tirsdag var der også droneaktivitet over Københavns Lufthavn. Det vides fortsat ikke, hvem der står bag dronehændelserne.
Torsdag aften udtalte statsminister Mette Frederiksen (S), at der i øjeblikket udspiller sig en hybridkrig på dansk grund.
- Droner er set flere steder ved kritisk infrastruktur, militært og civilt. Det er angreb, som vi må forvente, at der kan komme flere af, sagde hun blandt andet i videotalen.
Hun understregede, at hybridkrig ikke er en krig i traditionel forstand. Angrebene er til for at forvirre og gøre os usikre.
- Og det er fra en fej fjende, som ikke tør give sig til kende, lød det.
- Jeg er nødt til at sige - særligt til nogle af partierne i Folketinget - at målet med hybride angreb, det er ikke kun at teste vores myndigheder og beredskab. Det er også for at se, hvordan vi reagerer som samfund og politisk, sagde Mette Frederiksen.
Hun henviste til, at en række partier har kritiseret regeringen og myndighederne for håndteringen af dronesagen.
Det er endnu uvist, hvem der står bag dronehændelserne.
Men forsvarsministeren udtaler, at myndighederne har billedmateriale til rådighed, som selvsagt er en del af efterforskningen. Han kommer ikke nærmere ind på, hvad billederne viser.
/ritzau/