Det bliver ikke Joachim B. Olsen, der skal være ny politisk leder af Liberal Alliance. I hvert fald ikke, hvis det står til ham selv.

Det slår han selv fast på Facebook. Her melder han utvetydigt ud, at han bakker op om partiets nye komet, 27-årige Alex Vanopslagh.

'Jeg havde egentlig håbet, at jeg ikke skulle kommentere på den proces, som forgår i LA nu.'

'Derfor sagde jeg ingen kommentarer, da jeg blev ringet op. Men det tolkes der også på,' skriver den nu tidligere LA-ordfører med henvisning til en artikel i Ekstra Bladet, hvor det fremgår, at LA-profilen er i spil til at afløse Anders Samuelsen på posten.

'Så lad mig slå fast: Jeg mener, at Alex Vanopslagh skal være politisk leder af Liberal Alliance. Alex har talentet og evnerne. Han har min fulde opbakning,' skriver Joachim B. Olsen.

Joachim B. Olsen opnåede onsdag ikke genvalg til Folketinget. Sammen med flertallet af partiets folketingsgruppe blev han offer for et horribelt valg. Partiet fik blot 2,3 procent af stemmerne op fik derfor blot fire mandater i Folketinget.

Torsdag meldte partiformand Anders Samuelsen derfor sin afgang, og siden har spillet om, hvem der bliver hans afløser, været i gang.

Foruden Alex Vanopslagh består den nye folketingsgruppe af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Ole Birk Olesen og Henrik Dahl.