Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at B.T. kunne erfare, at regeringen ville lukke livslinjen om natten, fordi bevillingen udløb i 2023. Det er ikke korrekt, da regeringen endnu ikke har taget stilling til, hvad der skal ske med livslinjen efter bevillingen udløber i 2023. B.T. beklager fejlen.

Der er afsat lige præcis nul ekstra kroner til psykiatrien.

Det har fået kritikken til at rase fra flere sider, efter finansminister Nicolai Wammen (S) onsdag præsenterede regeringens udspil til finansloven.

Det sker på trods af, at B.T. gennem længere tid har beskrevet, hvordan alvorligt syge børn og unge bliver afvist på grund af manglende ressourcer, mens patienter begår selvmord på de psykiatriske afdelinger.

Det er alvorlige konsekvenser, der har fået politikere fra både blå og rød blok til at kræve handling.

Men den handling skal vi nu kigge langt efter.

»Jeg synes, det er SÅ tragisk, at regeringen tænker på den måde, de gør. Med alt det der er sket i psykiatrien og senest tragedien i Field's, så fatter jeg simpelthen ikke, at regeringen ikke har sat det her meget højt på dagsordenen,« fortæller Pia Kjærsgaard, værdiordfører i Dansk Folkeparti, til B.T.