48 gange har Leif S. Petersen taget turen fra Næstved til Dyrehaven for at deltage i Eremitageløbet. Som han husker årets skovtur gennem et lille halvt århundrede, har himlen altid smilet til løberne. Næsten.

»De gange, det har været dårligt vejr på E-dagen i Dyrehaven, kan tælles på én hånd. Jeg husker et par regnvejrsløb med mudrede stier og en ret hidsig storm, der rev grene af træer. Men det er også alt,« siger den 69-årige ingeniør og motionspionér.

»Nogle gange regnede det, mens jeg kørte til København, men det var klaret op, når jeg kom til Dyrehaven.«

Leif S. Petersen har to Eremitageløb tilbage. Efter 50 års jubilæet næste år er det slut.

»Jeg har løbet jorden rundt to gange, og nu er knæene ved at sige stop. Men det er en fantastisk oplevelse at have været en del af Eremitageløbet siden 1969,« siger han.

Omkring 30 løbere har været med i motionsfesten i den efterårsklædte nationalskov samtlige år.

Når startskuddet til den 49. udgave af verdens ældste motionsløb lyder søndag kl. 11.00, lover DMI opholdsvejr. Lørdagens frontsystem, som kommer indover vestfra og giver regn over det meste af landet, er på E-dagen afløst af tørvejr med temperaturer omkring 12 grader og en let til frisk vind fra nordvest. Altså fint løbevejr.

»Er løberne heldige, kigger solen frem mellem skyerne over Dyrehaven,« siger vagthavende på DMI.

Det er stadig muligt at sikre sig en plads i det over 11.000 mand m/k store felt. Læs mere påwww.elob.dk. Man kan også tilmelde sig på mobiltelefon i teltet ved Fortunen op til starten, men kom i god tid.

På kortet kan man se parkeringsmulighederne ved DTU (2.500 pladser), Dyrehavsbakken (afgift) og Galopbanen. Med fordel kan man tage toget til Kongens Lyngby og Klampenborg.

Løbskortet.
Løbskortet.
Vis mere

BTs chefredaktør, Jens Grund, overrækker præmierne, BTs sølvfade, til Dyrehavens hurtigste mand og kvinde.

Abdi Hakin Ulad, der i august blev nr. 13 som tredjebedste europæer ved VM på maraton i London, er storfavorit hos mændene.

Fire gange har han deltaget i Eremitageløbet med tre førstepladser og en andenplads. Det bliver spændende, om han søndag kan slå Henrik Jørgensens 30 år gamle rekord på 38.40. Hans bedste tid for de knap 13,3 kilometer på den smukke og krævende rute er 39.01.

Hos kvinderne får Eremitageløbet en ny vinder. 19-årige Anna Emilie Møller satte sidste år rekord med 43.45. En forbedring af Dorte Vibjergs 18 år gamle rekord med 14 sekunder. Men supertalentet har måttet melde fra.

»Anna har været lidt småskadet og trænger til at trappe ned. Vi skal passe på ikke at spænde buen for hårdt,« siger hendes træner, den tidligere E-løbsvinder, Kersti Jakobsen.