Præsten Hans Vilhelm Breum Jakobsen er kommet i vælten for sine konservative holdninger. Han læser biblen bogstaveligt og mener, at kvinder ikke må være præster, at homoseksualitet er forkert, og at fraskilte ikke skal gifte sig igen. Holdninger, der har fået folk til tasterne på de sociale medier.

Hans Jakobsen er blevet et kendt ansigt efter at have medvirket i DR tv-serien 'De unge Præster'. Politiken har efterfølgende delt en artikel om den 29-årige nyuddannede præst og hans bogstavtro læsning af biblen. Artiklen har fået over 150 kommentarer med på vejen, og her langer langt de fleste ud efter ham og hans syn på blandt andet homoseksuelle.

Ord som ’landsbytosse’, ’klaphat’, ’tumpe’, ’mørkemand’, ’oldnordisk’ og ‘middelaldertosse’ bliver brugt gentagne gange.

Da BT præsenterer Hans Jakobsen for nogle af de mange kommentarer på de sociale medier, tager han det med ophøjet ro.

»Kalder de det middelalderligt? Det er da meget ældre end det,« siger han og tilføjer, at diskussionerne om blandt andet kvindelige præster har floreret i mere end 100 år.

»Det overrasker mig ikke. Det er stærke holdninger, og stærke holdninger reager folk på. At der er nogle, der er uenige, er fair nok. Vi lever i et frit land.«

DR tv-serien 'De unge Præster' har fulgt Hans Jakobsen og hans første job som præst i Nexø-Poulsker pastorat på Bornholm fra juni 2015. Den nyuddannede præst tilhører den kirkelige højrefløj og er vokset op i Luthersk Mission, der har en del medlemmer i både Vestjylland og Bornholm. Han kommer fra en præstefamilie, og siden han var barn, har han gerne ville læse teologi – ligesom sin far.

Hans farbror har vikarieret i Nexø og anbefalede ham at søge jobbet, da en stilling blev ledig, og menigheden søgte en præst med hans profil. Fra kirkegængerne har der udelukkende været positive tilbagemeldinger på hans medvirken i tv-serien. De synes, det er ’befriende, at nogle tør stå ved det, der står i bibelen,’ fortæller Hans Jakobsen.

Han kan dog godt forstå, at hans synspunkter ikke møder ligeså stor opbakning andre steder.

»Jeg kan godt forstå, at folk reagerer. Tænker man ud fra kulturelle værdier, siger biblen nogle gange noget modsat. Og det kan forarge. Men det er ikke anderledes for mig. Jeg kan også blive provokeret over noget af det, der står i biblen. Men jeg forholder mig bare til det, der står, og videreformidler det,« siger han.

Men hvad er din egen holdning?

»Det er ikke så relevant, synes jeg. Man kan have holdninger til alverdens ting. Jeg forholder mig til Guds ord, og det tager jeg alvorligt,« siger han.

Også i sit eget liv tager han Guds ord alvorligt. Hans kæreste har valgt at flytte med ham til Bornholm, da han fik jobbet som sognepræst. Men fordi de ikke er gift, vil de ikke bo sammen. Det betyder, at Hans Jakobsen bor alene i præstegården, mens kæresten er flyttet i lejlighed. Han mener nemlig, at sex før ægteskabet er forkert. Og det kan være svært at undgå, hvis man bor sammen, mener han.

Det er ikke altid lige let at holde fast i principperne. For selvom Hans Jakobsen ikke er i tvivl om, at biblen for eksempel ikke tillader fraskilte at blive gift igen, fordi ægteskabet skal være ubrydeligt, kan det være svært at afvise forlovede par, der gerne vil give ægteskabet et chance til.

»Det kan være svært at sige til fraskilte, at jeg ikke kan vie dem. For som udgangspunkt vil jeg helst gøre det, folk siger. Det er mange gange nemmere bare at gøre det,« siger han.

Han understreger dog, at 'alle kan få forrettet det, de gerne vil have' i Folkekirken, også hans. Men hvis der er fraskilte eller homoseksualle, der vil giftes, skal det være med en anden præst end ham. Han er godt klar over, at det er kontroversielt, men det skal der også være plads til, mener han:

»Hvis man taler om rummelighed, må den nødvendigvis også gå begge veje. Hvis den skal rumme lidt af hvert, må det også være rimeligt, at den rummer højrefløjspræster,« siger han.