Marco Sørensen imponerede voldsomt, da han søndag blev nummer fire i support-klassen GP2 ved Tysklands Grand Prix på Hockenheim. Danskeren, der er officiel reservekører for Lotus´ Formel 1-team, startede fra niende position, men kørte sig i øsende regnvejr helt op på andenpladsen.

Da regnen stoppede, og banen begyndte at tørre, faldt han ned som nummer fire, der i alle tilfælde ville være det bedste resultat, hans team, MP Motorsport, har scoret i år. Det hollandske team hører til i bunden af GP2-feltet, men har med Marco Sørensen taget et stort spring fremad.

Sørensen debuterede i GP2 for 14 dage siden på Silverstone, hvor han også scorede point med en ottende- og en niende-plads, og lørdag blev han nummer otte på Hockenheim. Den 23-årige dansker, der støttes af Saxo Bank, startede sæsonen i Renault World-serien, hvor han i både 2012 og 13 kørte mod Kevin Magnussen.

I de to danskeres første år i serien sluttede Sørensen foran Magnussen, mens den nuværende Formel 1-kører vandt mesterskabet sidste år.

- Jeg er med i GP2 igen i den kommende weekend i Ungarn, men herefter må jeg sammen med mine rådgivere beslutte, hvilken af de to serier jeg satser på resten af året, siger Sørensen til BT. Han har endnu ikke kørt Lotus´ 2014-Formel 1-bil, og der er lange udsigter til den første test.

- Min reservekører-kollega Charles Pic har førsteprioritet, og indtil han har gennemført de tests, der indgår i hans kontrakt, får jeg næppe chancen, siger Sørensen.

Han drømmer om at sikre sig en fast plads i Lotus 2015-lineup, men her er den ene plads allerede optaget: Teamchef Gerard Lopez meddelte i Hockenheim, at Pastor Maldonado fortsætter i teamet næste år.

Venezuelaneren har angiveligt mellem 200 og 300 millioner kroner med fra sit hjemlands nationale olieselskab PDVSA og er derfor svær at konkurrere med for Sørensen og Saxo Bank. Det andet Lotus-sæde, der i øjeblikket besættes af Romain Grosjean, er i teorien ledigt for 2015, men ventes besat af en erfaren kører.