En mor og en far er mandag ved Københavns Byret kendt skyldige i seksuelt misbrug, blufærdighedskrænkelse og vold mod deres børn.

Et nævningeting har fundet det bevist, at forældreparret har misbrugt et af deres fælles børn seksuelt over flere år, indtil drengen som otteårig blev fjernet fra hjemmet.

Den 49-årige kvinde og den 54-årige mand var også tiltalt for at have voldtaget et andet af parrets børn. Det forhold er de dog frifundet for.

Pigens forklaring var troværdig, men retsformanden siger ved oplæsning af kendelsen, at barnets hukommelse var meget begrænset, og at vidneforklaringen var udetaljeret.

Derfor kunne retten ikke med den nødvendige sikkerhed finde forholdet bevist.

Dog blev faren kendt skyldig i blufærdighedskrænkelse af pigen ved at have bevæget sin penis ved pigens kønsdele uden på tøjet. Pigen var syv år, da hun blev fjernet fra hjemmet.

Forældreparret er også kendt skyldige i vold over en længere årrække mod to af deres fælles børn. De blev slået med flad hånd på kroppen - pigen blev også slået i den bare numse.

Derudover oplevede alle fire børn, der var i hjemmet, nedværdigende behandling. Blandt andet fik drengen, der også blev udsat for seksuelle overgreb, sat gaffatape på munden, hvis han larmede.

Overgrebene har fundet sted fra januar 2010 og ni år frem.

Ifølge anklagen skete det i et uhumsk, beskidt og rodet hjem. Retten har fundet det bevist, at hjemmet var rodet og rengøringen mangelfuld, men den fandt dog ikke, at det kunne anses som strafbar vanrøgt.

Den 49-årige kvinde er kendt skyldig i blufærdighedskrænkelse af sit eget barn fra et tidligere forhold.

Her har kvinden videooptaget sin dengang 12-13-årige dreng, mens han var i bad. Drengen frabad sig flere gange at blive filmet.

I flere af forholdene er det ikke et enigt nævningeting, der er nået frem til afgørelsen. Derfor er der tale om flertalsafgørelser.

De tre yngste børn blev anbragt i hver sin plejefamilie i december 2018. Det var Tårnby Kommunes afgørelse efter et årelangt forløb med familien.

Politiet blev involveret nogle måneder senere, da den otteårige dreng var på ferie med sin plejefamilie og begyndte at fortælle om oplevelser fra sin tid hjemme hos forældrene.

Anklager Anders Larsson er i sagen kommet med en strafpåstand på syv års fængsel til både manden og kvinden.

Kvindens forsvarer mener, at der skal straffes med halvandet til to års fængsel, mens fængselsstraffen ifølge mandens forsvarer ikke bør overstige fire år.

Der ventes at falde som i sagen mandag eftermiddag.

/ritzau/