En 50-årig mand er blevet anholdt efter cirka 40 naturbrande i Egtved-området. Det viste sig nemlig, at de allesammen var påsat.

»Det er bekymrende, når der opstår så mange brande inden for kort tid, og derfor startede Sydøstjyllands Politi også meget tidligt i forløbet en samlet efterforskning,« lyder det i en pressemeddelelse fra politiet.

Alle brande er blevet slukket uden nogen personer kom til skade, men risikoen for spredning er meget høj, når vejret er tørt. Derfor skulle brandstifteren stoppes hurtigst muligt.

På den baggrund har Sydøstjyllands Politi mandag klokken cirka 15.00 anholdt en 50-årig mand for forsætlig brandstiftelse af en række brande.

Kort efter pressemeddelelsen kom det frem, at den anholdte mand er en leder i det lokale brandvæsen. Det skriver Vejle Amts Folkeblad, der har talt med flere kilder, der bekræfter mandens identitet.

Det har dog ikke været muligt, at få det bekræftet hos politiet.

Manden har været til grundlovsforhør ved Retten i Kolding, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.

»Af hensyn til efterforskningen kan Sydøstjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke dele flere oplysninger om sagen med offentligheden,« lyder det videre fra politiet.

Årsagen til brandstiftelsen beskrives ikke.