15 elever er kørt på sygehuset i Horsens, efter de har drukket kølervæske. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Eleverne går i 6. klasse på Midtbyskolen i Horsens og drak væsken ved et uheld.

»Der er sket en forveksling mellem saftevand og kølervæske,« siger Tanja Nyborg, der er uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektør i Horsens Kommune.

Hun fortæller, at en forælder tilbød at komme med noget mad og drikke i sidste lektion. Da eleverne havde fået serveret saftevand eller slushice, var der en af eleverne som syntes, at det smagte mærkeligt.

»Personalet finder ud af, at det skal de ikke drikke, og at det er blandet op med kølervæske. De får ringet 112 og alle børn der kan have indtaget kølervæsken er kørt til sygehuset,« siger Tanja Nyborg.

Hun kan ikke oplyse, om der er børn som er blevet alvorligt syge, men understreger at alle børn som har indtaget kølervæske er fragtet til sygehuset.

Politiet er tilstede på skolen for at afklare hændelsesforløbet. Vagthavende ved Sydøstjyllands Politi, Lars Grønlund, har ikke yderligere kommentarer til sagen i øjeblikket. I pressemeddelelsen bekræfter politiet, at der er tale om en forveksling.

»Forælderen, der kom med mad og drikke, har forklaret, hun har taget fejl af en dunk med slush-ice opblandingskoncentrat og så en dunk med kølervæske,« fortæller Tanja Nyborg.

De berørte elever er bragt til Horsens sygehus for behandling. Information er blevet sendt ud til forældrene via skolens intranet. Forældrene til de berørte børn er blevet orienteret og opfordres til at kontakte Midtbyskolen.

»Hvis der er forældre som har yderligere behov for samtaler, har vi et kriseberedskab, vi kan benytte os af,« siger Tanja Nyborg.

Fredag klokken 14:00 afholder skolen et møde for de berørte forældre.

Ved du noget? Send et tip til B.T. på 1929.