Komikeren Lasse Rimmer og hans hustru, influenceren Line Hoffmeyer, fik sig en noget mere dramatisk mandag aften end planlagt.

Efter flere dage med hjertebanken fik Line Hoffmeyer nemlig besked om, at hun skulle indlægges til observation natten over på Skejby Sygehus.

Det fortæller parret på deres respektive profiler på sociale medier, hvor de begge understreger, at de er ved godt mod trods den alvorlige situation.

Hjerteproblemer er nemlig ikke uvante for Line Hoffmeyer.

Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer
Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Tilbage i 2012 fik hun foretaget en hjertetransplantation, hvor hun fik et nyt hjerte, fordi hendes gamle hjerte var for stort, hvilket betød, at det ikke kunne pumpe nok blod rundt i hendes krop.

Hjertetransplantationen betyder, at Line Hoffmeyer – ifølge Hjerteforeningen – kan forvente at leve kortere end gennemsnittet, da statistikkerne lyder, at personer med hjertetransplantationer i gennemsnit lever 15,6 år.

Line Hoffmeyer påpeger dog i sit opslag, at indlæggelsen er en sikkerhedsforanstaltning, og at 'den irriterende hjertebanken højst sandsynlig ikke er en skid'.

'Men for et par timer siden syntes jeg, at det blev træls nok til, at jeg lige ville have garanti fra min hjertelæge på, at alt er godt. Det er trods alt en andens hjerte, så jeg vil jo gerne passe godt på det,' skriver hun i sit opslag.

Her påpeger hun også, at hun håber på en god melding fra lægerne, således at hun kan blive udskrevet igen tirsdag formiddag.

B.T. ville gerne have spurgt Line Hoffmeyer, hvordan hun har det, og hvad seneste nyt fra lægerne er, men hun oplyser, at hun for nuværende ikke har yderligere kommentarer.

Også Lasse Rimmer har skrevet om indlæggelsen på sociale medier, og også han understreger over for sine følgere, at indlæggelsen er en sikkerhedsforanstaltning.

Du kan se hans opslag herunder: