Efter en afroamerikansk mand døde mandag som følge af, at en politibetjent havde siddet med sit knæ på hans hals i knap ni minutter, er urolighederne i USA blevet værre og værre.

Noget, som skuespiller John Cusack var førstehåndsvidne til, da han gik på gaderne sammen med de demonstrerende lørdag i storbyen Chicago.

Her filmede han demonstrationerne om dagen og var samtidig med, da situationen blev mere tilspidset efter mørkets frembrud. Faktisk så meget 'med', at han selv blev ramt af både politistave og peberspray.

Det kunne man se i en video (nedenunder her), som kendissen lagde op på sin Twitter-profil i forbindelse med den dækning, han kørte dagen igennem.

John Cusack tweetede ærligt om, at det aldrig var fortællingen, han gav, men derimod kun eget vidnesbyrd fra optøjerne.

Foruden at blive ramt af peberspray, blev skuespilleren også slået med politistave. Det skete, da Cusack senere på aftenen med sit kamera forsøgte at fange en bil, der var sat ild i.

Politiet bad ham i aggressive vendinger om at fortrække sig, mens de slog med deres politistave, ifølge stjernens forklaring.

Videoen er i skrivende stund set af 2,7 millioner, og det er bare en af mange bidder af de voldsomme scener, som John Cusack har lagt på internettet.

Arkivfoto af John Cusack fra 2016.
Arkivfoto af John Cusack fra 2016. Foto: John MACDOUGALL
Vis mere

Han har også delt en video, en falsk profil af skuespiller Robert De Niro har lagt på Twitter. Til den har den uægte De Niro skrevet teksten: 'Det er ikke en scene fra filmen 'Joker', det er New York for bare et par minutter siden'.

I videoen ses vrede menneskehorder, og til den kommenterer Cusack, at situationen er lige så alvorlig i Chicago.

De mange optøjer kommer som nævnt efter, den 46-årige George Floyd døde, mens han var i politiets varetægt.

Det var betjenten Derek Chauvin, som formentlig forårsagede George Floyds død.

Her ses et graffiti-maleri lavet af George Floyd i Berlin i Maur Park.
Her ses et graffiti-maleri lavet af George Floyd i Berlin i Maur Park. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Han er nu sigtet for, hvad der i amerikansk lovgivning kaldes for drab af tredje grad - third degree murder - samt uagtsomt manddrab.

Anholdelsen og det formodede mord fandt sted i Minneapolis i Minnesota, men optøjerne har sidenhen spredt sig til hele landet.

Flere kendisser har givet deres besyv med i sagen.

Blandt andre har sangerinden Beyoncé krævet retfærdigheden ske fyldest, og tidligere førstedame Michelle Obama beder alle om at kæmpe imod racismen.