Det er triste nyheder med danske legender, der løber ind i disse dage.

Tirsdag kunne BT fortælle, at en af tiden bedste fodboldspillere Henning Jensen er gået bort, og onsdag kan Ekstra Bladet berette, at den tidligere håndboldstjerne Thor Munkager er gået bort. Han blev 66 år.

Thor Munkager, der fik 103 landskampe for Danmark, har de sidste 10 år været ramt af hjerneblødninger. Natten til mandag fik han det dårligt og blev hentet af ambulance, men inden han nåede på hospitalet, døde han.

»Han var en enestående håndboldspiller - men et endnu mere enestående menneske. Han har i en årrække arbejdet som uddannelsesvejleder for vores unge håndboldspillere. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange unge menneskers liv han har berørt, og det er en meget afholdt mand i håndboldverden, vi desværre må tage afsked med,« siger generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen, til Ekstra Bladet og tilføjer:

»Når vi mødtes, spurgte han altid, hvordan jeg havde det. Det var meget typisk for ham. Han var fantastisk empatisk og lyttede altid til andre mennesker. Han havde, på sin egen stille og rolige facon, en egenskab til at få mennesker til at få det bedre.«

Også Thor Munkagers tidligere træner på det danske landshold Leif Mikkelsen begræder tabet af håndbold-legenden.

»Jeg husker ham først og fremmest som en med en fantastisk personloghed, stor energu og enormt godt humør. Som menneske var han følsom af natur, men samtidig en meget glad person og meget givende. Han smitede positivt af på sine omgivelser, og der var altid god stemning, hvor han var,« siger Leif Mikkelsen.

Der også tydeligt husker de håndboldevner, som Thor Munkager besad.

»Han var knivskarp og lynhurtig. Han havde en fantastisk spilopfattelse, selv det største brød kunne ikke skræmme ham inde på stregen. Han er en stor dansk håndboldspiller og blandt de tre bedste stregspillere, som Danmark nogensinde har set,« siger Leif Mikkelsen

Efter karrieren som håndboldspiller blev Thor Munkager i branchen og var cheftræner i Helsingør IF, HIK og AB's herrer og FIF's damer. I begyndelsen af årtusindet blev han assistent for landstræner Torben Winther, der styrede herrelandsholdet fra 2000 til 2005.