Skældud, maratonlange træningslejre, kort snor af træneren og følelsen af at være et nummer mere end et menneske.
Rent fodboldmæssigt har Joakim Mæhles ophold været en succes, selvom han også i kortere perioder har siddet på bænken i sine to og et halvt år i Atalanta. Og livet udenfor banen i den italienske by Bergamo var også glimrende – selvom det har været svært at finde tid til at nyde de italienske fristelser.
Men særligt træner Gian Piero Gasperini og hans metoder og luner har slidt på Joakim Mæhle, som giver flere skrækeksempler på, hvorfor han søgte væk, ja, nærmest flygtede fra Atalanta i denne sommers transfervindue.
»Træneren bestemte alt. Der var ikke rigtig nogen frihed. Jeg havde ingen tid til at nyde livet dernede. Vi var så mange dage og timer til træning og på træningsanlægget. Og han kunne stå og svine en til for et eller andet mærkeligt. Jeg havde ikke nogen relation til ham, men følte mig som et nummer,« lyder det fra den danske landsholdsstjerne, som er skiftet til Wolfsburg i Bundesligaen.
Han virker lettet i landsholdslejren i Helsingør, hvor han er med i truppen frem mod EM-kvalifikationskampene mod San Marino og Finland. Han griner forsigtigt, da han tager hul på anekdoterne om Gasperinis benhårde regime i Atalanta.
»Da Rasmus (Højlund, red.) kom til klubben, så kørte Rasmus og jeg sammen til træning. Men træneren ville ikke have, at vi kørte sammen, for så kunne Rasmus og jeg hygge os og snakke på vej til træning. Det fik jeg skæld ud over af træneren, selvom jeg havde fået at vide af klubben, at jeg skulle tage Rasmus med, så klubben slap for at finde en chauffør til ham. Det er noget, der gør, at man bliver sur og træt af det på den lange bane,« siger Mæhle, som har flere eksempler på den 65-årige succestræners luner.
»Dagen før kamp skulle vi møde ind, spise frokost, træne, spise aftensmad, sove. På kampdagen trænede vi om morgenen, spiste frokost, hvilede os, og så spillede vi kamp. Selv hvis vi spillede klokken 20.45, skulle vi møde ind dagen efter, uanset om det var på hjemme- eller udebane. På den måde brugte man hurtigt to-tre dage på at spille en kamp.«
»Han bestemte virkelig det hele. Hvis vi havde en dobbelttræning, så kunne han finde på at sige, at vi skulle overnatte på anlægget. Så måtte man ikke komme hjem. Så blev det bare sådan. Man kunne ikke sige noget til ham,« husker Mæhle, som har mere han skal af med om sin tidligere træner og måden, han leder Atalantas trup.
For selvom 26-årige Mæhle har været en bragende succes på landsholdet og også indimellem har spillet godt og stabilt i Serie A, så kunne Gasperinis hammer falde:
»Det kan godt være, jeg spillede en rigtig god kamp i weekenden, men hvis jeg så spillede 20 lunke minutter i næste kamp, kom jeg bagest i køen. Jeg fik ingen snor, som man ser mange andre steder. Og han var fuldstændig ligeglad med, hvordan jeg havde spillet på landsholdet. Han ville have, at jeg skulle spille på den og den måde og være på den og den måde, når jeg var i Atalanta. Og da jeg kom tilbage fra sommerferien i år efter vi havde afsluttet en god sæson, var det det samme igen. Det var super hårdt mentalt.«
Joakim Mæhle har derfor søgt væk fra Atalanta, og har taget de erfaringer, han har lært i Atalanta under Gasperini, med sig til Wolfsburg, hvor han er landet godt
»Nu kan man så sige, jeg har prøvet det ypperste inde for den type dårlig ledelse eller anderledes ledelse, eller hvad man kalde det. Så jeg er rustet til det, hvis jeg skulle prøve det igen et andet sted. I Wolfsburg er man mere en del af en trup med bedre sammenhold og humør. Det har jeg ledt efter. Det vigtigste er, at jeg har det godt og trives.«
