BT så med fra sidelinien, da fodboldlandsholdets nyansatte træner Åge Hareide for første gang hersede med sine spillere på træningsbanen.

Humøret var højt, da det danske fodboldlandsholds nye norske træner Åge Hareide tirsdag aften på MCH Arena i Herning for første gang og som optakt til torsdagens testkamp mod Island hersede med sine spillere på træningsbanen.

»Det er som at være født på ny. Nye ansigter. Nye muligheder. Nye udfordringer. Det er for mig meget inspirerende at arbejde med disse dygtige spillere,« sagde Åge Hareide, der roste landsholdstruppen.

»Jeg havde møder med dem mandag i København. Det er en meget fin gruppe, som jeg glæder mig meget til at skulle arbejde med. Det virker som om sammenholdet i den er fint « sagde han med et smil, der signalerede optimisme og positivitet.

62-årige Åge Hareide har med virkning fra 1. marts overtaget landstrænerjobbet fra Morten Olsen, hvis drøm om at kvalificere sig til sommerens EM-slutrunde som bekendt gik i vasken.

»Det er fortid. Nu kigger vi fremad. Jeg er ansat på en to-årig kontrakt, og kan vi her kvalificere os til fodbold-VM i Rusland (i 2018, red.) vil det være fantastisk,« sagde Åge Hareide og tilføjede:

»Men det er ikke kun VM-detagelse, jeg drømmer om. Vi skal med mig ved roret også udvikle os som hold og spille seværdig fodbold.«

Hvilken stil kommer landsholdet under din ledelse til at praktisere?

»Det er planen, at vi skal sætte mere fart i spillet end tidligere, når vi har bolden. Samtidig skal vi passe på ikke at ville for meget her fra start. Det trætter bare spillerne, og de kan jo allerede en masse i forvejen.«

Landsholdets træner, Åge Hareide, under tirsdagens træning på MCH Arena forud for torsdagens kamp mod Island.
Landsholdets træner, Åge Hareide, under tirsdagens træning på MCH Arena forud for torsdagens kamp mod Island. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er ikke nogen hemmelighed, at du er inspireret af det system (3-5-2, red.), som den italienske storklub Juventus praktiserer. Vil du indføre det på landsholdet?

»Måske. Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at røbe alt for meget overfor islændingene før vores indbyrdes duel. Men det kan sagtens være, at jeg vælger at spille med tre i bagkæden. Jeg kan dog sige så meget, at vi må have taktisk fleksibilitet set i forhold tíl, hvordan modstanderne spiller. Lige nu handler det om at køre hurtige overgange, når vi har bolden.«

Andreas Christensen og Pierre Emile Højbjerg er stærkt spillede i øjeblikket i Bundesligaen og samtidig to af de yngste i landsholdstruppen. Er det dem, det danske fodboldlandshold skal bygge fremtiden på?

»Det bliver et mix af yngre og ældre. Jeg vil også gerne have de ældre med. De har erfaringen og ved hvad der kræves. Man ved aldrig med skader. Så det er vigtigt, at man hele tiden har spillere, der kan tage over. Vigtigt at der nedefra er en ny stamme. Andreas og Pierre Emile har momentum i øjeblikket. De spiller i en vægtig liga som den tyske. Det er en kæmpe fordel for et landshold at råde over to så unge og stærke spillere.«

Hvor tæt på startopstillingen til kampen mod Island er du?

De næste par dage skal jeg se på, hvem der spiller godt sammen. Jeg må finde ud af, hvem der fungerer optimalt sammen. Konstellationen på midten. Stopperne lige bag og dem, der skal spille foran.«

Ganske vist er Nicklas Bendtner ikke med i påskens landskampe. Men han er umulig at komme udenom. Hvad siger du hans situation i Bundesliga-klubben Wolfsburg?

»Ja, hvad skal jeg side. Jeg talte jo med ham lige før landholdsudtagelsen. Men efter han er røget helt ud af træningen i Wolfsburg, og nu træner for sig selv, har jeg ikke været i dialog med ham. Situationen for drengen er meget, meget svær. Danmark behøver spillere, der kan lave mål. Men vi kan ikke gøre noget ved det nu. Vi må bare vente og se, hvad der sker.«

Åge Hareide ønskede ikke ikke at fortælle, hvordan den danske startopstilling mod Island bliver. Men under træningen blev denne 3-5-2 opstilling afprøvet:

Kasper Schmeichel - Andreas Christensen, Simon Kjær, Daniel Agger - Daniel Wass, Pierre Emile Højbjerg, Christian Eriksen, Thomas Delayney, Riza Durmisi - Nicolai Jørgensen, Youssuf Poulsen