Christian Eriksen starter inde mod Irland, siger Hareide, som vil lave få ændringer i startopstillingen.

Fodboldlandstræner Åge Hareide vil lave få justeringer i sin startopstilling, når Danmark møder Irland i Aarhus mandag aften i Nations League.

Kampen mistede sin sportslige værdi, da Danmark med en 2-1-sejr i Wales vandt gruppen, mens irernes håb om overlevelse også forduftede med de danske sejr.

Derfor er kampen en anledning til at se flere af de danske landsholdsreserver i aktion i en kamp om point, men der bliver ikke tale om en revolution på holdkortet.

Det siger landstræner Åge Hareide på et pressemøde i søndag.

»Vi har en chance for at se nogle andre spillere an, og vi vil lave et par ændringer. Vi skal se, hvem der er i stand til at spille internationale kampe, hvis vi løber ind i skader eller karantæner under EM-kvalifikationen. Vi er glade for, at vi har spillet os i en situation, hvor vi er i stand til at teste det,« siger Åge Hareide.

Siden i fredags har det stået klart, at han må undvære karantæneramte Thomas Delaney og Kasper Schmeichel. Det bliver dog næppe de eneste spillere fra startopstillingen i Wales, der mandag må indtage bænken.

Vikarierende anfører Christian Eriksen, der har været på skånekost i Tottenham før landskampsperioden, har til gengæld meldt sig klar til at spille, og han kommer til at starte mod irerne.

»Vores intention er, at Christian spiller fra start. I hans tilfælde skal vi passe på ham så godt som muligt, og han kommer næppe til at blive på banen i alle 90 minutter,« siger Hareide.

Hareide antyder også, at midtbanespilleren Lasse Schöne måske vil blive en anden af de op til tre udskiftede spillere undervejs i kampen, mens Mathias 'Zanka' Jørgensen formentlig kan forberede sig på fuld spilletid.

»Lasse kommer til at spille, selv om han også skal spille Champions League ugen efter. "Zanka" har karantæne (for Huddersfield, red.) og skal have nogle dage i København, så han skal spille,« siger Åge Hareide.

Både Lasse Schöne og "Zanka" deltog i pressemødet.

Selv om kampen på mange måder er uden betydning, vil de ikke spares fra at spille mod irerne, selv om der venter dem travle kampprogrammer hjemme i deres klubber.

»Vi spiller for Danmark, og vi vil altid gerne vinde, vi altid gerne spille. Det er rigtigt, at vi har nogle hårde kampe foran os i de kommende uger, men når man er med landsholdet, vil man altid gerne spille,« siger Lasse Schöne.

»Det er jeg enig i,« supplerer 'Zanka'.

/ritzau/