Mesterskabsfesten i Napoli er på flere punkter endt helt galt.

Tidligt fredag morgen kunne politiet oplyse, at en 26-årig mand er afgået ved døden efter at være blevet ramt af hvad der indtil videre er blevet beskrevet som skud, og seneste melding er nu, at en 20-årig kvinde kæmper for sit liv.

Det skriver nyhedsbureauet Ansa.

Den unge kvinde er blevet hasteindlagt på et hospital i Frattamaggiore med et hovedtraume og blødninger i hjernen som følge af, hun blev kørt over af en bil.

Hun fejrede Napolis mesterskab med tre andre, da en 43-årig mand i en Fiat Stilo pludselig kørte op på fortovet og ramte alle fire, der kom gående.

Han flygtede efterfølgende fra stedet til fods, men episoden blev fanget på videoovervågning, og derfor lykkedes det for politiet at finde og anholde ham kort tid efter.

Flere personer er også kommet til skade efter at være blevet ramt af fyrværkeri, som ellers var forbudt, men det stoppede ikke fans i at lyse himlen op, så snart slutfløjtet lød i den afgørende 1-1-kamp mod Udinese.

Det er første gang i 33 år, at Napoli har vundet det italienske mesterskab, og derfor har der også været tusindvis af mennesker i gaderne i løbet af aftenen og natten.