Man kan ikke sige X Factor uden at sige Thomas Blachman, som i denne 12. udgave af X Factor endnu en gang sidder bag dommerbordet.

Herunder giver B.T. dig de otte bedste Blachman-citater fra X Factor-sæsonstarten.

8. »Der er ikke nogen af dem dernede, der kan en skid, det kan man se med det samme.«
Blachman er ikke videre begejstret over udvalget af deltagere, der er mødt op til audition i Odense. Og allerede inden han har hørt deltagerne synge, laver han denne hårde konklusion.

7. »I 60 dage har jeg ikke set nogen med en smukkere brille. Den er så velvalgt, den brille.«
Thomas Blachman er kendt for at sige sin uforbeholdne mening, og da en deltager entrerer auditionlokalet iført et par markante briller, kan dommeren ikke holde sin begejstring tilbage.

6. »Jeg har fået gulvtæppe. Væg-til-væg tæppe.«
Under en pause fra de mange auditions benytter Thomas Blachman tiden til at fortælle de andre dommere lidt om, hvad der ellers sker i hans liv, og han har altså erhvervet sig lidt nyt til hjemmet.

5. »Jeg støver ikke.«
Under samtalen om fornævnte nye gulvtæppe påpeger Ankerstjerne, at den slags kan støve en smule. Men her understreger Thomas Blachman, at det ikke gælder for ham, da han simpelthen ikke støver.

4. »Min krop er selvrensende.«
Blachman fortsætter ufortrødent i kategorien ‘informationer om min krop’ og fortæller også de andre dommere, at han simpelthen er selvrensende. Mere om det, når vi nærmere os toppen af denne liste.

3. »Skide vær med sangerne, det handler om dommerne, det her.«
X Factor-rejsen begynder, og de to nye dommere Oh Land og Ankerstjerne glæder sig til at finde nye stortalenter. Thomas Blachman slår dog fast, hvad programmet i virkeligheden handler om, og vi ved jo allesammen, han har ret.

2. »Jeg har aldrig i mit liv brugt deodorant.«
Thomas Blachmans krop støver ikke, den er selvrensende - og måske netop derfor har den 55-årige dommer aldrig i sit liv brugt deodorant. Hævder han i hvert fald selv.

1. »I grunden mærkeligt, man skal være modig for at bekende sin seksualitet i 2018.«
Programmets sidste deltager, Dennis, fortæller i et rørende indslag ærligt dommerne, hvordan han er sprunget ud som homoseksuel over for sine muslimske forældre, der ikke tog det pænt. Dommerne kalder ham modig, og Blachman undrer sig efterfølgende over, at det overhovedet bør være nødvendigt at være modig for at bekende sin seksualitet i 2018, da folk vel selv må bestemme, som han understreger.

Thomas Blachman har været dommer i X Factor i alle år pånær i 2010.

X Factor vises i år for 12. gang og bliver i år for første gang vist på TV 2.