En syndflod af krav fra nogle rabiate muslimer om, at det er os, der skal tilpasse os muslimerne, i stedet for dem, der skal tilpasse sig livet i Danmark, har forandret vores levevis.
Nogle gange husker man de mærkeligste ting. Jeg husker for eksempel, hvordan jeg i 1. klasse tegnede både Gud og Jesus. Jeg husker nøjagtigt, hvordan klasseværelset så ud, og hvordan vi sad på vore små stole og tegnede, imens min klasselærer Helga læste op af en børnebibel.
Vi må have haft kristendomsundervisning. Ellers ville hun næppe have læst op af bibelen. Hjerk-Harre skole var nemlig en helt almindelig kommunal folkeskole.
Jeg har siden ofte tænkt på, om Helga mon også ville have bedt os om at tegne Muhammed, hvis hun havde læst op af en koran i stedet for en børnebibel? Det havde hun måske nok, mens det er dog helt utænkeligt, at en lærer ville bede børnene om at tegne Muhammed i dag.
Dengang i 1980 var der skønsmæssigt under 30.000 muslimer i Danmark, mens der i dag skønnes at være 256.000 muslimer i Danmark. Alene antallet af muslimer i Danmark har en stor betydning for påvirkningen af samfundet. Samtidig har vi været løsagtige i forhold til at kræve, at man naturligvis skal indordne sig det danske samfund, når man kommer hertil – og ikke omvendt.
I 1988 udkom Salman Rushdies værk 'De sataniske vers', hvori det antydes, at nogle af koranens vers er skrevet af Satan selv.
Selv om jeg kun var teenager dengang, kan jeg stadig huske, da den iranske leder, ayatollah Khomeini, udstedte en fatwa over Rushdie for gudsbespottelse, og at han derfor skulle slås ihjel.
Det var noget, som lå mig uendeligt fjernt. Det var ubegribeligt, at ayatollahen kunne have så krænkede følelser i forhold til islam, så han satte en dusør på Rushdies hoved. I en moderne verden dræber man ikke i en religions navn, tænkte jeg dengang.
For nøjagtig 15 år siden trykte Jyllands-Posten de 12 Muhammed-tegninger. I tiden fra udgivelsen af 'De sataniske vers' i 1988 og til Jyllands-Postens vigtige optrykning af Muhammed-tegningerne var der åbenlyst løbet meget vand i åen.
Måske nærmere en syndflod af islamiske krav om, at den frie vestlige kultur skulle underkaste sig islamiske krav. Det betød, at Danmark og den vestlige verdens frihedsrettigheder blev sat under et enormt pres på grund af muslimske kræfter her i landet, som på skammeligste vis forrådte det land, som huser dem.
Her 15 år efter er det nedslående at se, hvordan underkastelsen for mørke muslimske kræfter stille og roligt er blevet en accepteret almindelighed. Synspunktet om, at det er bedre at undlade at stå fast på ytringsfriheden end at løbe risikoen for at krænke nogle enkelte muslimers følelser og dermed risikere repressalier i form af eksempelvis terror, er udbredt.
Eksempler er der mange af. For eksempel fravalgte Skovgaard Museet i Viborg for et par år siden at udstille en Muhammed-tegning i forbindelse med en udstilling i anledningen af ophævelsen af blasfemiparagraffen.
Jyllands-Posten ville så sent som i sidste uge ikke bringe en kronik af Kåre Blütken, hvori han beskrev vanskelighederne ved at få en kunstner til at illustrere en børnekoran.
I den forbindelse fravalgte TV 2 i øvrigt at vise de to illustrationer af Muhammed, som børnekoranen angiveligt indeholder, da de bragte et indslag om netop konsekvenserne af Muhammed-tegningerne.
Reelt har det næsten kun været det franske satiremagasin Charlie Hebdo, der har holdt stand. Godt er, at de i fredags fik følgeskab af Weekendavisen, som bragte Kurt Westergaards ikoniske Muhammed-tegning.
Jeg forstår på den ene side godt, at nogle medier er tilbageholdende, for det er med livet som indsats. Det har vi set både i forhold til Jyllands-Posten og Charlie Hebdo.
Men hvis ingen gør modstand, så er det et entydigt nederlag for det frie ord og en sejr for terroristerne. Vi skal netop ikke kapitulere over for fundamentalistiske islamister!
Vi skal hylde friheden og værne om vores erhvervede frihedsrettigheder. Det skylder vi os selv og vore forfædre, som sikrede os det fundament af frihedsrettigheder, som Danmark er bygget på.
