Det er Socialdemokraternes egen sag, når de losser De Radikale ud over sidelinjen. Det undrer mig til gengæld, at der findes folk på venstrefløjen, som er vrede. Jeg minder bare om, at det ikke ligefrem var en fest, sidst de var i regering.

De Radikale er et klasserent parti for de bedst lønnede med de længste uddannelser. Som korkpropper flyder de privilegerede ovenpå, mens de kolde som indlandsis stjæler dagpenge fra arbejdsløse eller forlanger, at nedslidte, kortuddannede skal arbejde endnu flere år før pensionen.

»Sådan er det jo…,« siger De Radikale, mens de trækker på skuldrene.

De Radikale giver fanden i almindelige lønarbejdere, og jeg kan kun glæde mig over, at deres indflydelse bliver mindre. Godt, at Socialdemokraterne er vristet fri af deres klør, men alternativet skal ikke være, at S bliver taget til fange af Dansk Folkeparti og deres giftige højrepopulisme.

Desperat råber Morten Østergård rasende ukvemsord efter Socialdemokraterne, DF og SF. Han fabler om en 'rød-brun alliance' og trækker dermed debatten ned på et absurd lavt niveau. Hvad symboliserer den brune farve i politik? Fascisme! De radikale typer har ofte gået ufattelig mange år i skole, så de kender udmærket den historiske reference. Bortforklaringer om, at de ikke tænkte over billedet med den brune farve, er lige så pinlig som selve det at trække fascisme-kortet.

Karsten Hønge, transportordfører SF Foto: Nils Meilvang Vis mere

Dette 'pæne' parti, der altid går forrest med hævet belærende pegefinger, når det kommer til 'tonen i debatten'. Partiet, der ynder at fremstille sig selv som bestående af en særlig dannet og velopdragen del af menneskeheden. Dem med det helt rigtige og frelste 'menneskesyn'. Nu mener de åbenbart, at S og SF samarbejder med fascismen. Hold nu op! De radikale, moralske linjedommere skal have det røde kort.

S, DF og SF har såmænd bare et konkret samarbejde om f.eks. at beskytte danske arbejdspladser mod unfair konkurrence og social dumping fra lavtlønslande. Lønarbejderne skal ikke betale prisen for globaliseringen med pres på løn og arbejdsforhold. Med den sædvanlige arbejdsmarkeds- og socialpolitiske blindflyvning vil De Radikale slå dørene op til arbejdsmarkedet.

For radikale er globaliseringen spændende mad, billige flybilletter og nye muligheder. Men mange lønarbejdere, der har jobbet på spil, ser sig holdt fast between a rock and a hard place. Til at løse jordnære problemer for almindelige mennesker arbejder SF gerne sammen med S og DF.

Der er også fælles gods mellem venstrefløjen og De Radikale, f.eks. uddannelse, miljø og natur. Jeg går ud fra, at vi fortsat har et fælles projekt om at vælte den reaktionære Løkke-regering. Men partiet er endt med nærmest at være yderliggående i to retninger. De ligger til venstre for Enhedslisten i flygtninge og integrationsspørgsmål og på linje med LA i økonomisk politik. En noget trist politisk aftapning.

De Radikale beskæftiger sig ikke med udfordringerne for almindelige lønarbejdere, men optræder i stedet som curlingpolitikere for den privilegerede klasse. Savnet bliver til at overskue.