Det skabte stor debat, da den tidligere folketingskandidat for Venstre Anahita Malakian i B.T. og på Facebook fortalte om, hvordan hun har haft over 100 sexpartnere.

Hun startede endda hashtagget #over100 for at gøre op med den fremherskende opfattelse af, at kvinder skal sidde med benene over kors og være dydige for at gøre sig forhåbninger om at finde sig en mand. Igen og igen blev det i artiklerne understreget, at hun var tidligere folketingskandidat for Venstre, men ønskede at blive det igen. Det står sort på hvidt i B.T.s dækning. Alligevel udtalte Venstres magtfulde partisekretær, Claus Richter, mandag i B.T., at Anahita Malakian ikke er folketingskandidat for Venstre.

»Anahita er ikke folketingskandidat for Venstre, og hun udtaler sig ikke på vegne af partiet,« sagde han.

Det kan i den grad undre, at Venstre har behov for at melde ud, at hun ikke er folketingskandidat, når det på ingen måde har stået i artiklerne, at hun skulle være det. Det kan så tvivl, om Venstre på en eller anden måde ikke har højt nok til loftet – at man har en snerpet opfattelse af, at det ikke er hensigtsmæssigt, at en mulig fremtidig folketingskandidat udtaler sig om sit aktive sexliv.

Da journalisten spørger Claus Richter, om de ikke er glade for hendes udtalelser, siger han, at hun må køre lige de kampagner, hun vil – det har bare ikke noget med Venstre at gøre. Men han kunne jo også bare blande sig helt uden om og undlade at kommentere sagen. Venstrepolitikeren og folketingsmedlemmet Martin Geertsen har derimod bakket Anahita Malakian op ved at sige, at udtalelserne ikke er et problem.

»Det er overhovedet ikke en forhindring. Nu kan jeg kun tale, ud fra hvordan det er at være stillet op i København, men jeg anser i hvert fald de københavnske vælgere over en bred kam for at være et liberalt folkefærd. Anahita skal bare klø på.«

Men når Venstres ledelse har behov for at understrege, at hun ikke er folketingskandidat for partiet, kan det ikke andet end virke, som om der ikke er så højt til loftet i Venstre, som der i den grad burde være i et liberalt parti.