Det var en kamp for Jakob Oftebro at slæbe sig på arbejde for at spille rollen som Robert i TV 2-serien 'Dansegarderoben'.

Den 37-årige skuespiller fik ubehagelige fysiske reaktioner, når han skulle spille, at han tævede sin hustru, spillet af Marie Bach Hansen. Så ubehagelige, at han måtte bede om at få en stuntmand til at gøre det, fortæller han i et stort interview med TV 2.

»Jeg havde det ikke godt under hele perioden, og jeg fortrød, at jeg havde sagt ja til det. Jeg har altid syntes, at det var sjovt at gå på arbejde, men det her blev meget mere et arbejde, der bare skulle gøres,« fortæller Jakob Oftebro.

I 'Dansegarderoben' spiller Jakob Oftebro den tidligere professionelle danser Robert, som efter en skade må skifte karriere og blive frisør.

Da hans hustru Sussie får job som danser i Cirkusrevyen, bliver den lunefulde frisør sygeligt jaloux og afreagerer på sin hustru, som må holde den både psykiske og fysiske vold hemmelig for omverdenen.

Jakob Oftebro har spillet mange fæle roller i sin karriere, men Robert har været anderledes, fortæller han. Den tidligere danser gør ikke grumme ting i en større sags tjeneste. Der er intet, der retfærdiggør, at han er sådan en tyran, forklarer Jakob Oftebro til TV 2.

Derfor var det svært at finde frem til den sympati, han som skuespiller har brug for for at kunne portrættere det hele menneske.

»Jeg må indrømme, at det er den sværeste rolle, jeg har spillet. Alle mine instinkter strittede imod, og det var en lang rejse for mig at acceptere og vælge Robert til. Det var enormt mørkt, og hver dag var bare sådan … shit,« siger Jakob Oftebro.

Til gengæld håber han, at han med rollen kan skabe debat om den hustruvold, som fortsat finder sted i Danmark, og give 'fok lyst til at gøre noget'. Så har den 'forfærdelige periode' – som han kalder det – da haft et formål.