Jordemødrene har travlt på landets fødegange. Det har de senest gjort opmærksom på i filmen ’I jordemødrenes sko’, hvor 50 jordemødre anonymt fortæller, at svigt er blevet en del af hverdagen på fødegangene.
Og nu fortæller flere kvinder, der har født, til BT, hvordan de har oplevet at blive glemt, fordi jordemødrene ikke havde ordentlig tid til dem. For flere af dem har det haft alvorlige konsekvenser.
Stine Rosenbusk fødte for et år siden en datter, og da hun havde været i fertilitetsbehandling, var hun og kæresten særligt spændte på at møde deres lille datter. Men intet gik, som de havde håbet på, og når Stine Rosenbusk i dag fortæller sin historie, kan hun ikke holde tårerne tilbage.
»Det har påvirket mig en del. Primært fordi de glemte mig konstant. De glemte mig i situationer, der kunne være endt fatalt. Det var ved at gå grueligt galt. Vi vil gerne have flere børn, men jeg vil ikke føde. Jeg er så bange for det. Det var slet ikke sådan, det skulle være. Slet ikke som førstegangsfødende. Vi havde ellers planer om, at vi skulle have fire børn.«
Stine Rosenbusk blev sat i gang fem dage før termin, og de første dage gik det fint. Men så begyndte jordemødrene at glemme pillerne, og på tredjedagen fik hun at vide, at de tog vandet med beskeden om, at hvis ikke hun fødte inden for 24 timer, kunne det gå meget galt. Men Stine Rosenbusk fødte ikke inden for 24 timer.
»Jeg endte med at føde ved akut kejsersnit halvandet døgn efter, de tog mit vand. De var ved at springe min livmoder i stykker,« fortæller hun.
Men det værste var slet ikke overstået, viste det sig. Til en samtale med jordemoderen efter fødslen fortalte Stine Rosenbusk, at datteren ikke havde det godt.
»Hun havde bare ikke tid til at snakke med mig. Jeg forsøgte at fortælle, at der var noget galt med min datter, men vi blev sendt hjem. Senere fik jeg så at vide, at min datter var ved at dø, og jeg blev kaldt en dårlig mor, fordi jeg ikke havde opsøgt hjælp før. Jeg begyndte at tude. Jeg havde jo forsøgt at opsøge hjælp, men de havde ikke tid.«
Det var så ubehagelig en fødsel, at Stine Rosenbusk otte måneder efter fødslen stadig havde svært ved at være i nærheden af sin datter. Men det var ikke kun en svær tid for Stine Rosenbusk.
»Det er helt forrykt det, der er sket. Min mand og jeg har gået til psykolog med det. Det tager lige så hårdt på min mand, for han så jo, hvordan jeg lå der og havde det ad helvede til. Han blev urolig både for mig og den lille. Og når de så gentagne gange glemte os, og de var ved at springe min livmoder i stykker og glemte at give os antibiotika.«
Det er svært for Stine Rosenbusk at holde tårerne tilbage, når hun fortæller om, hvor tæt det var på at gå galt.
»Jeg fik at vide af jordemoderen, at min datter havde det fint, og så bliver jeg jo nødt til at stole på det. Men det gjorde jeg så heldigvis ikke. Jeg kom tilbage og fik at vide, at jeg var en dårlig mor, og at min datter var ved at dø. Tak! Hvis jeg havde stolet på hende, så havde min datter ikke været her i dag.«
Stine Rosenbusk har set filmen ’I jordemødrenes sko’, men ikke til ende. Det kunne hun ikke holde til. I filmen fortæller 50 jordemødre nemlig, hvordan de oplever travlheden på fødegangene, og hvordan de ofte bliver nødt til at svigte de fødende kvinder på grund af tidspres.
»Jeg kan godt forstå, at jordemødrene ikke har lyst til at være ansat mere under det pres. Jeg har ondt af dem. Det har jeg virkelig.«
Stine Rosenbusk er langt fra alene. Tidligere på dagen skrev BT om Soffi Line Sørensen, der havde så utryg en fødsel, at hun næste gang har valgt at føde hjemme.
Og flere kvinder fortæller i dag til BT, at de også har oplevet konsekvenserne af jordemødrenes pressede hverdag.
Kamilla Faddersbøll skulle i 2014 have født på Skejby Sygehus, men blev sendt videre til Randers, da der ikke var plads. Inden da tog jordemoderen dog vandet på Kamilla Faddersbøll, der fik at vide, at hun ville have født inden for 18 timer.
»Det kommer frisk fra hende, at vi sagtens kan tage vandet på mig. Jeg undrede mig, men lod det være ved det, da hun jo var jordemoder og vidste bedst! Jeg kunne mærke, at veerne så småt var begyndt. Det var ikke sjovt mere. Jeg var flere gange ved at bryde sammen i gråd, da der kom flere fødende ind, og som tydeligvis fik en stue. Jeg følte mig faktisk ret ligegyldig og uværdig på nogle punkter.«
Det er Kamilla Faddersbølls indtryk, at jordemoderen allerede ved den første samtale havde så travlt, at hun ikke tænkte på Kamilla Faddersbølls bedste.
»Jeg tror også, at fejlen ved at tage vandet på mig og ikke føre nogen journal om dette, er sket på grund af travlhed på Skejby Sygehus. Jeg valgte ikke at køre sagen videre, selvom dette var rådet fra både sundhedsplejerske og jordemødre i Randers. Jeg vil ikke være skyld i en fyring, fordi jordemødrene ikke har de resurser, der er brug for. Også selvom det har taget så meget fra mig og knust store ønsker, som jeg havde. Samt givet mig en frygt for at føde igen.«
Alicia Jaimez fødte sit andet barn på Aalborg Sygehus efter en traumatisk førstegangsfødsel i udlandet. Hun havde gjort det klart over for sin jordemoder, at hun var nervøs for at skulle føde igen.
»Men jeg blev ikke lyttet eller spurgt ind til. Hvis jeg selv bragte noget på bane, så blev det bare slået hen med: ’ej, det skal du ikke spekulere på’. Ja, det var som om, de ikke havde tid til at høre på mig. Under fødslen følte jeg, det var meget traumatisk, og jeg prøvede at få hjælp. Men de snakkede bare hen over hovedet på mig.«
Alicia Jaimez følte sig alene under sin fødsel. Jordemødrene var for pressede, og de lyttede ikke til hende, fortæller hun.
»Det var lige til at få en fødselsdepression af. Jeg var alene langt hen ad vejen. Jeg tror, der var for travlt til. De fór rundt. Det virkede kaotisk.«
Derfor tænker hun heller ikke tilbage på fødslen som en god oplevelse.
»Jeg tænker tilbage på den fødsel som utrolig traumatisk. Jeg har ikke noget godt at fortælle overhovedet. Det værste var, at jeg ikke vidste, hvad der skete. Der var ingen, der havde tid til at fortælle noget. Det var ingen rar oplevelse, og jeg tænker virkelig, at der har været en grov forsømmelse. Hvis jeg havde været en førstegangsfødende kunne jeg godt have siddet med en fødselsdepression. Jeg var fuldstændig overladt til mig selv.«
Meliha Ünalan betegner begge sine fødsler som dårlige. Hun fødte sit første barn i 2012 og sit andet barn i 2015. Begge børn blev født på Roskilde Sygehus.
»Ved min første fødsel havde jordemoderen lavet en fejl. Min datters hjerterytme var begyndt at falde den sidste halve time, og hun kunne ikke komme ud. Jeg havde sagt, hun skulle bruge sugekop, men det nægtede hun. Da min datter kom ud, var hun helt blå, og der var næsten ikke noget liv i hende.«
Heller ikke ved fødsel nummer to gik det godt, da der ikke var jordemødre nok. Efter et forsøg på at ringe til andre sygehuse var Meliha Ünalans fødsel pludselig i gang.
»Anden gang var jeg faktisk rigtig bange for at føde igen. Jeg havde nærmest fået en angst for det.«
