En klumme af radioværten René Fredensborg skabte i sommerferien postyr med anklager om mands-chauvinisme og hvid herremandsmentalitet, da han fortalte om sin filippinske kæreste, som opførte sig noget anderledes end danske kvinder. Nu fortæller Maiza Shine Aberia, hvordan hun oplever mødet med Danmark.

Maiza Shine Aberia går rundt i et lejet sommerhus i Hornbæk og fryser. Hjemme i Filippinerne er det 37 grader, og hun har svært ved at vænne sig til den danske sommer. Det er det ene, hun har vanskeligt ved at vænne sig til. Det andet er at være anderledes. Og føle, at folk gør sig tanker, når hun går rundt med sin forholdsvis nye kæreste, René.

»Da vi var på Tønder Festival, var jeg nærmest den eneste med helt sort hår. Og når jeg gik rundt med René, følte jeg, at folk stirrede på os og enten tænkte, at jeg var for ung til ham, eller at jeg var en au pair, som havde snuppet en gift mand. Er det i Danmark forkert, at en mand har et forhold til en kvinde fra Østen? Det følte jeg i hvert fald.«

Maiza Shine Aberia er 27 år og uddannet sygeplejerske. Hun mødte sin kæreste første gang i 2004 – og nu bliver det indviklet: Maizas mors søster er gift med René Fredensborgs far, som bor i Filippinerne. Hun kendte ikke meget til René Fredensborgs karriere i Danmark som debattør og vært på Radio24syv, men hun kendte til hans familie.

»Vi havde mødt hinanden seks-syv gange før, og jeg havde da aldrig tænkt, at vi skulle være kærester, for han er jo meget ældre, og jeg har gennem årene mødt både hans børn og hans kone. Men sidste gang han besøgte sin far, var vi på stranden sammen, og pludselig var det, som om vi kom til at se på hinanden på en helt ny måde. Jeg har ellers ikke været så interesseret i mænd, for jeg har haft nok at gøre med at passe mine to job. Men så kiggede han på mig og sagde, at jeg var smuk. Og jeg tænkte: »Hvad sker der?««

Maiza Shine Aberia rejser sig og sætter vand over til kaffe. På den ene side er det lidt for intimt lidt for hurtigt, og på den anden side er det jo altid dejligt at fortælle om en ny forelskelse, mens man er i den tossede rus. I dag er første dag, hun er alene hjemme i det lejede sommerhus – ellers har hun været med sin kæreste overalt i den måned, hun har været i Danmark. Hun fortæller, at de største forskelle på de to lande er, at hér er så rent og grønt – og at man i Filippinerne smiler en del mere, end man gør her. Det er selvfølgelig også svært at smile mindre … Og hvad mænd angår, så har hun altid tænkt, at vestlige mænd er lidt useriøse.

»Når de kommer til Filippinerne, er det, som om de tror, at de kan få en hvilken som helst kvinde, bare fordi de har penge. Jeg har flere gange oplevet, at ældre amerikanske mænd har tilbudt mig at komme med til USA, men altså, jeg er 27, så hvad skulle jeg med en mand på 70? Jeg kan godt tjene mine egne penge, og hvis jeg ville væk fra Filippinerne, kunne jeg sagtens få job i Storbritannien eller Australien, hvor der er mangel på sygeplejersker.«

Hvad var det så, der fik dig overbevist om, at René var seriøs?

»Han fik mit navn tatoveret på armen,« kommer det tørt.

Og hvad var det så, der gjorde, at du fandt ud af, at du gerne ville have ham, hvis man må være så nysgerrig at spørge?

»Selvfølgelig var jeg i tvivl længe, for han er 18 år ældre end mig, hans ældste datter er fire år yngre end mig, og han har seks børn og to ekskoner. Og jeg har bare ikke lyst til at blive den tredje. Men han er helt utrolig sød ved mig, han spiller guitar for mig om aftenen, og han holder min hånd hele tiden. Og så laver han mad, og det er godt, for det er ikke lige noget, jeg er så god til.«

Nå. Men vi skal vel til det. Klummen, som skabte så meget debat, da den blev bragt i Berlingske i sommer. Der var det med de hånd-vaskede underbukser, der var det med at vaske sin kærestes blege krop, der var det med at made ham, som var han en baby eller en kejser. Forstår Maiza Shine Aberia, at der kunne komme postyr ud af den klumme?

»Vi var i Filippinerne, da den blev trykt, så da vidste jeg ikke noget om det. Nu hvor jeg har oplevet Danmark i en måned, kan jeg måske godt fornemme, at nogle kvinder kunne blive overraskede. Men jeg føler mig på ingen måde undertrykt. Jeg er sygeplejerske, og det bliver man nok kun, hvis man har lyst til at tage sig af andre mennesker, så for mig er det et udtryk for omsorg, når jeg vasker nogen eller mader dem. Det er ikke noget, jeg gør, fordi jeg er bange for ikke at please min kæreste, så han går fra mig – jeg gør det, fordi jeg kan lide det. Og når vi mader hinanden, er det en måde at sige, at man elsker hinanden, og at man altid vil være der for den anden – også den dag, man er for gammel til at spise selv!«

Men underdrønene, for pokker!

»Ja, men det er jo, fordi tøj ikke bliver ordentlig rent, hvis man bruger en vaskemaskine.«

… Og således kan sommerens store debat kogevaskes ned til en utilfredshed med hårde hvidevarer. Og apropos hård og hvid, hvad mener hun så om de danske feminister?

»Jeg har slet ikke været her længe nok til at kunne udtale mig om den slags. Men jeg kan sige, at jeg kommer fra et land, hvor vi i det store og hele ville behandle mænd og kvinder ens, hvis ikke det var for den katolske kirke. Derfor har jeg valgt at praktisere min religion uden at gå i kirke. Men når det er sagt, så er det klart, at når man lever i et land, hvor der er en del fattige, så er det nok meget naturligt, at nogle kvinder, der f.eks. er alene med et barn, kunne finde på at sige ja tak til en vestlig mand, som kan give dem økonomisk tryghed. At få barn uden for ægteskab er stadig meget ildeset i den katolske kirke i Filippinerne. Det samme gælder homoseksuelle parforhold – som vi ellers ikke har noget imod generelt i det filippinske samfund. Men kirken har magt.«

Lige nu har Maiza Shine Aberia to måneder tilbage, før hun er nødt til at rejse tilbage til Filippinerne. Hun har sagt sit job op, men har fået løfte om, at hun kan komme tilbage på hospitalet, hvis hun har lyst. Hvad der skal ske herefter, står endnu uklart, men hun siger, at det ville føles meget forkert og forhastet, hvis hun skulle giftes lige om lidt, fordi det ville hjælpe til, at hun kunne få ophold i Danmark. Og hun tænker også over, hvordan det ville være dagligt at skulle føle, at folk stirrer på én, som om man er en au pair, der har snuppet manden i huset, eller en, der har fundet sig en vestlig mand på grund af pengene.

»Hvis jeg skal flytte hertil, vil jeg have et job hurtigst muligt,« siger Maiza Shine Aberia.

»Jeg er et menneske, som elsker at arbejde, og jeg er vant til at have mine egne penge. Hjemme i Filippinerne går jeg meget ud med mine veninder, og jeg vil gerne selv bestemme, hvad jeg bruger mine penge på. Og hvis jeg skulle bo her, ville jeg nok også være nødt til at udskifte mine smagsløg og lære at spise rugbrød.«