En lastbilkortege kører gennem ørkenen, på jagt efter fjenden. Foran på den forreste bil er fastspændt en levende kølerfigur, der fyrer heavyriffs af på sin el-guitar, mens flammekastere fyrer mod himlen.
Scenen er fra George Millers »Mad Max: Fury Road«, der tog flertallet af de danske anmeldere med storm, da den fik premiere 14. maj. Dystopisk post-punk feminisme for fuld elguitar – det var ikke set før.
Her var endelig en stort anlagt amerikansk blockbuster, der ville noget andet og mere end bare følge den gængse formel for en blockbuster-succes; større, vildere, højere – og gerne i 3D med superhelte, kæmpemonstre eller fræsende biler.
I manges øjne et bevis på, at den store kommercielle blockbuster, der har bredt sig fra sommerperioden til at fylde hele biografåret, ikke kun er udtryk for Hollywoods kunstneriske deroute i skyggen af de langt mere kreative TV-serier.
Begrebet Blockbusters opstod i 40erne, afledt af »Blockbuster bombs«, luftbomber med kapacitet til at udradere hele boligblokke eller gader. Senere blev begrebet brugt om kulturprodukter, især film, der var så populære, at de lagde gaderne øde.
Begrebet Blockbuster blev for alvor synonymt med den stort anlagte – og storsælgende – Hollywoodfilm i forbindelse med Steven Spielbergs »Jaws« fra 1975, der var en af New Hollywoods første store mainstreamsucceser, to år senere fulgt af George Lucas’ »Star Wars«, der for alvor introducerede begrebet film-merchandise.
»Der sker et skift med »Jaws« og »Star Wars«. »Star Wars« var den første film, hvor merchandising’en tjente flere penge ind end filmen selv,« siger Helle Kannik Haastrup, lektor ved Københavns Universitet.
»De var moderne på den måde, at indtjening på merchandising og den tværmediale promotion blev væsentlig for filmens samlede budget, og det er noget af det, vi forstår ved en blockbuster i dag; en film, der er alle vegne – på McDonalds, i toget, i aviser, på plakater rundt omkring i byen og på de sociale medier.
Det store markedsføringsbudget er blevet det normale for film med blockbusterpotentiale. En blockbuster er derfor film, der helt konkret er meget synlige i det kulturelle landskab og som har et stort budget, der kan få folk ind i biografen. Man er ikke i tvivl, når en potentiel blockbuster har premiere.«
Op gennem 50erne var Blockbusters typisk stort anlagte episke dramaer, ofte med bibelafsæt, mens det i 70erne var katastrofefilm og science fiction, der for alvor slog igennem, inden actionhelten tog over i 80erne og 90erne, hvorefter også han måtte se sig slået af heltene over dem alle: superheltene.
Og dem er der stadig masser af plads til. Alene i år har vi »The Avengers: Age of Ultron«, den nye dreng i klassen, »Ant-Man«, og »Fantastic Four 3«, actionheltene får en runde til i »Terminator: Genisys«, »Mad Max: Fury Road« og »Mission Impossible 5«, mens monstrene bliver sluppet løs i »Jurassic World«.
Det helt store lige nu er såkaldte »sequels«: opfølgende film, »prequels«: film, der fortæller forhistorien til eksisterende film, og »reboots«: nyfortolkninger af gamle klassikere, som for eksempel »Mad Max Fury Road«.
»Det er egentlig ret banalt,« mener Helle Kannik Haastrup. »Vi kan godt lide at se noget, vi kender. Det koster forfærdelig mange penge at lave en film, og derfor skal man være nogenlunde sikker på at få sine penge igen. Det er risikofyldt. Derfor er langt de fleste Hollywoodfilm filmatiseringer af enten bestseller-romaner eller tegneserier, for det ved man, at rigtigt mange godt kan lide.«
Ifølge Jakob Isak Nielsen, lektor ved Aarhus Universitet, er de mange genkendelige titler – og historier – også et udslag af, at mange af Hollywoods mere kreative kræfter ganske enkelt har forladt den synkende filmskude, og har bevæget sig over i TV, hvor de nye TV-serier byder på langt bedre muligheder for at udfolde et komplekst plot.
»Der er forskellige udlægninger af, hvorfor der kommer så ekstremt mange sequels og prequels og reboots af det ene og det andet netop nu. Hollywoodproduceren Linda Obst (der blandt andre har produceret Christopher Nolans »Interstellar«, red.) ser det som et udslag af, at de store Hollywoodstudier under manuskriptkrisen i 2007 i en periode måtte lære at klare sig uden manukriptforfattere og der lærte at konstruere et blockbusterkoncept, der ikke var frygteligt afhængigt af, at der skulle sidde en og udvikle en historie fra starten.«
Kina og Indien er vigtige for filmindustrien
De hurtige historier, uden for dybe plot og baseret på kendte forlæg, har også vist sig at fungere i forhold til det internationale marked, der i stigende grad er blevet vigtigt for de store Blockbusters. Ikke mindst Kina er blevet så vigtigt, at flere af de store amerikanske film vælger at henlægge dele af handlingen til Kina og inkluderer kinesiske produkter.
»Blockbusteren har undergået en globaliseringsudvikling,« siger Jakob Isak Nielsen. »Spielberg havde svært ved at få finansieret »Lincoln«, fordi den var relativt uinteressant i Indien og Kina – og egentlig også i Europa, mens Pac-Man, der er med i »Pixels«, som får premiere i denne sommersæson, er kendt alle steder i verden.
Det gør det meget lettere at bygge et blockbusterunivers op omkring Pacman end Lincoln. Det er meget sigende.«
Der er mange dollars at hente i udlandet, og filmproducenterne står i kø for at komme ind i blandt andet Kina, hvor kun 34 udenlandske film får biografpremiere om året.
»Når man kigger på de seneste års udvikling, er blockbusterindustrien nærmest blevet et våbenkapløb og det kan godt være lidt problematisk,« siger Jakob Isak Nielsen.
»Helt tilbage i 2013 mente både George Lucas og Steven Spielberg, at det blev nødt til at stoppe på et tidspunkt – at en håndfuld eller ti af de her blockbusters måtte kollapse, hvilket så ville sparke gang i en ny tendens inden for filmproduktion.«
Det er dog endnu ikke sket, sandsynligvis fordi de store blockbustere, der typisk koster over 200 millioner dollars at producere, i virkeligheden ikke er afhængige af at skulle tjene sig selv ind. I stedet er deres rolle at agere isbryder for en række større og mere lukrative indtjeningskilder: spil, merchandise, TV-spinoffs og øvrige marketingsaftaler.
»De er store mastodonter med store budgetter, der tjener en masse penge til biografen. De er ekstremt vigtige, fordi de er trækplaster for biograferne i forhold til deres reelle indtægtskilde, som er sukkervand og slik og popcorn – med film som lokkemad. Men de er også ekstremt vigtige i forhold til at sparke hele multimediesagaen i gang, hvor især spilindustrien er vigtig,« siger Jakob Isak Nielsen.
Blockbusters er ikke dømt ude
Flere Blockbustere med færre anstødssten, der i bund og grund kun er en form for ekstrembranding. Det lyder som den sikre vej mod masseproduceret ligegyldighed. Steven Spielberg og George Lucas, blockbusterens faddere, er da heller ikke de eneste, der har udtrykt bekymring i den retning.
Jakob Isak Nielsen er imidlertid ikke stemt for at dømme blockbusteren ude endnu. Han ser nemlig adskillige lysglimt, hvor kreative kræfter forstår at benytte blockbusterens store format, til at skabe nye kreative udtryk. Uden at give køb på Blockbusterens særlige kendetegn.
Et godt eksempel er Alfonso Cuarons »Gravity« fra 2013, der førte os ud på en eksistentiel rumrejse med så kreativt kamera- og lydarbejde, at den på det nærmeste kunne kaldes en artfilm i storformat
»Jeg synes faktisk, at der sker noget, som både er æstetisk og fortællemæssigt interessant i ny og næ,« siger Jakob Isak Nielsen.
»»Gravity« er nok det bedste eksempel, fordi den faktisk er en form for avantgardefilm med lange ekvilibristiske kamerakørsler – der på nogle tidspunkter skifter fra tredje til første persons perspektiv i samme kamerabevægelse. Det er ikke noget, man ser særligt tit. Så der er håb forude og man må kippe med hatten for, at blockbustere også kan flytte filmkunstens fortællemæssige og æstetiske udtryksregister. Så selv om hele det her hav af prequels og sequels sagtens kan give næring til skepsis, er der håb forude.«
De samme tendenser ser Jakob Isak Nielsen i »Mad Max: Fury Road« fra i år.
»»Mad Max: Fury Road« er en form for feministisk testosteronbombe, der fusionerer forskellige former for udtryk og går ud over mange forskellige former for grænser. Æstetisk ligner den ikke en blockbuster i forhold til det univers, den stabler på benene. Den er et freakshow, med en guitarspiller der spiller soli med en flammekaster foran et hav af højttalere. Den vil noget andet end så mange andre blockbusters.«
Se dem på det store lærred
Helle Kannik Hastrup forudser, at de kommende år vil byde på endnu mere spektakulære oplevelser, der ikke kan gengives på en computerskærm, men kræver det store lærred.
»Jeg har lige set en trailer for George Zemeckis kommende film »The Walk« med Joseph Gordon-Levitt som Philippe Petit, der gik på line mellem to tårne i New York. Den bliver lavet i 3D og IMAX, og det er jo et sus. Og det der spektakulære rush tror jeg bliver det, man går efter fremover.
Selvfølgelig er der dybe karakterer og komplekse fortællinger indimellem, men det er også noget, TV har overtaget. Der er der tid til dybde. Hvis vi snakker blockbustere, skal der være fuld hammer på. Det skal være hæsblæsende og bjergtagende og noget helt andet, end hvis man sidder derhjemme. En radikalt anderledes oplevelse, som man gerne vil gå ud og have sammen med andre.«
Jakob Isak Nielsen er enig. »Alt taler for, at 3D storskrydende blockbusterfilm er en nødvendighed, fordi streamingmarkedet presser film. Biografoplevelsen har nogle særkendetegn, som streamingmarkedet aldrig helt vil kunne tilbyde. Det er en »ud-i-byen« oplevelse, med et stort lærred og stor lyd.«
