Onsdag lander Europas stats- og regeringschefer i København til det stort anlagte topmøde. Men bag kulisserne lurer en sikkerhedsskandale, der kan udstille Danmark for hele verden.
I den seneste uge har droner frit fløjet droner over danske lufthavne og militærbaser, uden danske myndigheder har formået at stoppe det.
»Det er jo klart, at hvis vi ikke kan afholde EU-topmødet uden overflyvninger og blinklys på nattehimlen, som det vi har set, så vil det være en gigafiasko. Det vil få Danmark til at se rigtig skidt ud,« advarer forsvarsanalytiker Peter Viggo Jakobsen.
Tyskerne har sendt et krigsskib til Københavns Havn, svenskerne og ukrainerne melder ind, og senest har Frankrig tilbudt en helikopter til antidronestøtte. Men hvis det alligevel kikser, er det ikke kun Danmark, men hele EU, der står med fadæsen, forklarer Jakobsen:
»Det bliver en kollektiv fiasko, men stadig først og fremmest et dansk ansvar. Det viser jo bare, at vores beredskab slet ikke er, hvor det burde være.«
Han peger på, at Danmark i årevis har udskudt nødvendige investeringer i forsvaret, mens milliarder er sendt til Ukraine. Først i februar i år, da man tilføjede 120 milliarder kroner til dansk oprustning, kom den reelle erkendelse af, at Danmark stod skræmmende uforberedt.
Men hvor langt vil Rusland egentlig turde gå under selve topmødet?
»Russerne vil gerne drille og udstille vores svagheder, men de vil ikke risikere en kollektiv EU- eller NATO-reaktion,« svarer forsvarsanalytikeren.
Han vurderer derfor, det er usandsynligt, at Rusland vil forsøge at sabotere selve topmødet – men det er nu heller ikke nødvendigt, forklarer Peter Viggo:
»Putin har allerede opnået en PR-sejr ved at afsløre, at vi er sårbare. Det er en vellykket operation, må man bare sige. De har taget os med bukserne nede – og det selvom alle vidste, at det danske beredskab er alt for svagt,« afslutter forsvarsanalytikeren.