Man kan næsten høre ham sige det. Sige med den velkendte let nasale stemme: »Nej. Jeg fortryder ikke noget. Det gør jeg ikke. Det er alt sammen liv, der er levet. Det er dét, der tilsammen er en del af mig.«
Nu er den ikke mere. Stemmen, vi alle kender og elsker. Jørgen Leths.
Men det er ikke kun en stemme, der er forstummet. Det er en stor digter og ordpoet, der nu er gået bort. En filmmager. En ildsjæl. En livsnyder og et vidensmenneske, som i en alder af 88 måtte se enden på det hele i øjnene. Måtte se den gnist, han i så mange år insisterede på at holde liv i, svinde ind.
Mandag den 29. september 2025 døde Jørgen Leth efter kort tids sygdom, oplyser familien ifølge en pressemeddelelse fra Gyldendal.
Det er fra cykelsporten, at langt de fleste danskere lærte ham at kende. Hans legendariske, poetiske og billedrige kommentarer til Tour de France.
Og det var da også ved de tohjulede, at den første gnist tændtes i ham, da han som ung og ranglet teenagedreng arrangerede cykelløb med vennerne i Aarhus-forstaden Højbjerg, ligesom han var en ivrig tilskuer ved løbene på den nærliggende Aarhus Cyklebane.
Men ordene, fascinationen af dem, tændte den næste gnist, da Jørgen Leth siden studerede litteratur på Aarhus Universitet og i en næsten naturlig forlængelse af det startede en karriere som journalist på flere københavnske dagblade.
Han blev hurtigt en del af 60ernes avantgardemiljø i hovedstaden og sprang selv snart også ud som både digter og filmmand. Dét, han foretrak at blive tituleret som.
På den konto blev det til et utal af bøger og digtsamlinger. Til spille- og dokumentarfilm som 'Stjernerne og vandbærerne', 'En forårsdag i helvede', 'Det erotiske menneske' og 'De fem benspænd'. For blot at nævne et par.
Men det var ikke kun i kunstens verden, at Jørgen Leths stjerne lyste klart. Som levemand med højt til loftet og store armbevægelser fulgte kvinderne med. Smukke kvinder.
Tre af dem var han gift med. Wivi Leth, Ann Bierlich og Hanne Uldal. Fire børn fik han i de ægteskaber. Fire børn, som han erkendte, han aldrig var dén slags far for. Sådan en, man kunne sidde på skødet af, få trøst og kærlige råd af.
Men så kunne han øse ud af så meget andet. Af sin livsvisdom.
»Jeg har ikke sparet mig selv. Jeg har gjort alt i livet. Jeg har været gift tre gange. Jeg har mange børn. Jeg har børnebørn og nu også oldebørn. Jeg har også rejst meget. Det er nysgerrigheden, der har gjort mig klogere. Det er nysgerrigheden, der driver værket,« som Jørgen Leth udtrykte det i B.T.
Nysgerrigheden og udrejsetrangen var også, hvad der i starten af 90erne førte ham til Haiti, hvor han i 2000 blev udnævnt til Danmarks honorære konsul.
Det var hér, han skrev den kontroversielle selvbiografi 'Det uperfekte menneske' – der i nogle år kostede ham kommentatorjobbet på TV 2 – hér, hans rastløse sind fandt hvile – hér, han drømte om at tilbringe resten af sit liv.
Men et jordskælv i 2010 satte en brat stopper for drømmen. Med ét kom døden tæt ind på livet af ham.
»Det var dér, jeg ville være til det sidste. Jeg blev helt forstyrret indvendig og gik meget dårligere efter jordskælvet. Så både symbolsk og rent fysisk har den katastrofe ændret mit liv,« som Jørgen Leth forklarede i B.T. om at se sin fremtid ligge i ruiner.
Med hjælp fra ikke mindst sine børn fik Jørgen Leth skabt en slags fodfæste igen hjemme i Danmark. Men at det var skrøbeligt, var han sig meget bevidst om. For et skrantende helbred satte mere og mere synlige spor.
»Alder og forfald, det er jeg sgu ikke meget for at skulle se i øjnene,« erkendte han i B.T. og beskrev, hvordan en gennemgribende træthed i hans aldrende krop gjorde det sværere og sværere for ham at komme ud af sengen.
Men Jørgen Leth insisterede på at holde liv i livsgnisten. For – som han sagde – at »komme igennem livet på en modig måde, der rummer optimismen«.
Og det var da også den optimisme, der holdt tankerne om døden stangen.
»Jeg frygter den ikke. Jeg ser ikke døden som noget forfærdeligt,« understregede han og malende levende dét billede af sin død, som han drømte om: scenen fra filmklassikeren 'The Godfather', hvor Marlon Brando falder død om i appelsinlunden, mens han leger med sit barnebarn.
»En lykkelig død. En rolig død. Sådan en død kunne jeg godt tænke mig,« sagde han og erkendte, at kærligheden til den nære familie sammen med drømmen om mere indre ro fyldte mere og mere i ham. Og til tider kom i konflikt med Jørgen Leths store skabertrang. Det at efterlade noget.
For han lagde ikke skjul på, at eftermælet betød noget.
»Det tror jeg, der gør for alle. I hvert fald kunstnere, der tænker, at de gerne vil efterlade noget, som folk kan tænke over. Det tror jeg. Også jeg. Jeg vil gerne have, at det bliver husket med interesse og en vis sympati. Det er klart. Det vil jeg gerne.«
Er der noget særligt, du gerne vil huskes for?
»For min ærlighed og for min evne til at elske andre. Jeg har altid haft en evne til at elske, det har jeg. Både i den ene og den anden forstand. Jeg har altid haft en begejstring. Det vil jeg gerne huskes for,« sagde han til B.T.
Og det vil han blive. Gnisten er måske slukket. Men Jørgen Leth vil blive husket for begejstringen. For ordene. For stemmen. For evigt.
