Forrige weekend blev en U12-fodboldkamp mellem den jødiske sportsklub Hakoah og Brønshøj Boldklub aflyst. Men sagen om Brønshøj Boldklub er udtryk for en dybere problemstilling.

Først fik Hakoah at vide, at forældrene fra Brønshøj ikke ønskede, at deres børn skulle spille mod Hakoah på grund af den verserende konflikt i Gaza.

Senere fik Hakoah at vide, at det handlede om, at de frygtede demonstrationer og hærværk, hvis kampen blev spillet.

Jeg synes, det er komplet vanvittigt og ekstremt sørgeligt, at voksne mennesker i Danmark blander deres børn ind i konflikter, som foregår tusindvis af kilometer fra Danmark - uanset hvad man så synes om den pågældende konflikt.

Og som tidligere sportsmand, synes jeg, at det er ynkeligt, at man nægter at konkurrere mod nogen på grund af politiske uenigheder. En rigtig mand stiller op – han bliver ikke hjemme.

Det burde man lære sine børn.

Men sagen om Hakoah er også udtryk for en dybere problemstilling – nemlig at med store muslimske mindretal importeres Mellemøstens problemer til Danmark.

Sagen er en understregning af, at integration ikke bare handler om, at man, for eksempel, deltager i foreningslivet. For hvad nytter det, hvis man bruger foreningslivet til at bringe sine konflikter fra Mellemøsten til Danmark.

Det kan jo ikke blive mindre dansk end at bruge børn som politisk redskab i en politisk konflikt.

Indvandring fra Mellemøsten ændrer Danmark i det små og i det store. Nu er vi nået dertil, hvor danske jødiske drenge bliver boykottet.

Antisemitismen er generelt eksploderet i Danmark og i Europa i de seneste år.

Man forstår godt, at mange danske jøder overvejer at forlade Danmark og flytte til Israel. Men hvor er det dog en falliterklæring for det danske samfund og de nuværende generationer af danskere, hvis vi tillader, at indvandring fra Mellemøsten resulterer i det, som nazisterne ønskede, men heldigvis mislykkedes med – et jødefrit Danmark.

Det understreger endnu en gang, at det politiske system er nødt til at tage et opgør med de internationale konventioner, som umuliggør, at vi kan føre en udlændingepolitik, som rent faktisk gør det muligt at bevare Danmark som et land, hvor det er trygt og sikkert at være dansker, herunder dansk jøde.

Denne leder er inspireret af mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Se podcasten på B.T.s YouTube-kanal eller lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Borgerlig Tabloid

Forrige weekend blev en U12-fodboldkamp mellem den jødiske sportsklub Hakoah og Brønshøj Boldklub aflyst. Først blev Hakoah oplyst, at forældrene fra Brønshøj ikke ønskede, at deres børn skulle spille mod Hakoah på grund af den verserende konflikt i Gaza. Senere fik Hakoah at vide, at det handlede om, at de frygtede demonstrationer og hærværk, hvis kampen blev spillet. Men hvorfor skal en gruppe jødiske drenge i Danmark blandes ind i konflikten i Gaza? Det debatterer dagens to gæster, der langt fra er enige. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst:  Mohammad Khani, tidligere imam i Imam Ali-moskeen Steffen Larsen, udlændinge- og integrationsordfører for Liberal Alliance Journalist: Maria Asmine Dam Producer: Daniel Sarto Lassen og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke

Borgerlig Tabloid - Nyhedsbrev

Få borgerlig debat fra debatredaktør Joachim B. Olsen direkte i din indbakke