Mange undskylder pizzaen eller burgeren med, at det kun sker en sjælden gang om måneden. 

Nu viser forskning, at bare ét enkelt måltid kan have skadelige konsekvenser for hjernen. 

En ny britisk undersøgelse, der er udgivet i tidsskriftet Science Direct, viser, at blodgennemstrømningen til hjernen forringes af blot ét måltid med højt indhold af mættet fedt, hvilket kan øge risikoen for slagtilfælde og demens. 

Det skriver Dagbladet.

»Når det kommer til at beskytte hjernen, kan hvert måltid tælle,« siger forskerne bag undersøgelsen Chris Marley og Damian Bailey fra University of South Wales til Science Direct. 

Der var kun 41 mænd mellem 18 og 80 år med i undersøgelsen – alligevel mener forskerne, at de har fundet frem til noget »vigtigt«. 

Deltagerne fik serveret en milkshake med 1.362 kalorier og 130 gram fedt. 

Fire timer senere var deltagernes blodkar stivere, og hjernen blev dårligere til at regulere blodtrykket hos deltagerne. 

Hos de ældre deltagere, hvor effekten var mest tydelig, var hjernens blodforsyning omtrent 10 procent dårligere end normalt. Og det kan have stor betydning for blodtrykket. 

Det kan nemlig ifølge forskerne føre til korte perioder med for lidt eller for meget blod til hjernen, og det øger risikoen for blandt andet slagtilfælde og demens. 

»Det er et vigtigt fund, men vi kan ikke med sikkerhed sige, at én burger eller én milkshake vil gøre dig syg. Det, vi ser, er, at kroppen reagerer øjeblikkeligt på store mængder mættet fedt,« lyder det videre.