Antallet af droner over Danmark er overraskende, siger en af verdens førende eksperter i droner, Robert Garbett, der er administrerende direktør i Drone Major Group, som rådgiver virksomheder og myndigheder i Europa om droneteknologi. 

Han vurderer, ud fra det offentligt tilgængelige videomateriale af dronerne, at dronerne med stor sandsynlighed var såkaldte hybride VTOL Uncrewed Air Systems (UAS).

»Det er blandt andet ud fra den betragtning, at dronerne fløj over målet i mere end tre timer. Hvis flyet var russisk, kunne det være noget i stil med ZALA VTOL.«

Og dem kan man betjene langvejs fra, lyder det.

»Man kan betjene selv avancerede dronesystemer fra, hvor som helst i verden,« siger Robert Garbett til B.T og tilføjer: 

»Når de først er installeret, kan systemerne styres af moderne, billig internetforbindelse såsom 4G, 5G eller StarLink, hvilket gør identifikationen af dem og pågribelsen af bagmændene ekstremt vanskelig.«

Robert Garbett forklarer, at dronepiloten oftest kontrollerer dem med radiosignaler fra et modem tæt på jorden på en antenne, som kan kontrolleres over en internetforbindelse »fra den anden side af kloden«. 

Droneeksperten kan ikke give et entydigt svar på, om han vurderer, at det var bedst ikke at tage dronerne ned over de respektive lufthavne. 

»Flyene fik lov til at nå luftrummet over befolkede områder og tæt på lufthavnen, så nedtagning af dem kunne have forårsaget skade og muligvis bragt offentligheden i fare,« siger Robert Garbett og uddyber:

»Hvis langtrækkende detektionssystemer var på plads i Danmark, kombineret med aflytningssystemer, kunne dronerne med stor sandsynlighed være taget ned over et sikkert område (vand/skov/landbrug, red.).«

En ting står dog klart for Robert Garbett:

»Systemerne i Danmark er ikke på plads på nuværende tidspunkt.«