Jørgen Leth afgik ved døden mandag aften. Han blev 88 år gammel.
De har kørt de franske landeveje tynde og tilbragt uendelige timer sammen.
Henrik Blesky og Jørgen Leth startede først som kolleger, men efter femten år på landevejene blev makkerparret nære og tætte venner.
»Han var en kæmpe levemand«, beskriver Henrik Blesky om sin ven.
»Jeg har kendt Jørgen i snart femten år. Jeg har været alt-mulig mand for ham under Tour de France. Vi har brugt over et år sammen på landevejen og tusindvis af timer sammen«, fortæller en meget berørt Henrik Blesky om sin afdøde ven.
Henrik Blesky fortæller også, hvordan han ikke kan genkende den Jørgen, som der til tider i medierne blev udstillet som den sure gamle mand.
»Han var den sødeste og rareste mand. Han tog mig med til ting og sager. Jeg har været med til filmpremiere og alt muligt, han var altid den sødeste. En rigtig kammerat«.
Og et helt særligt minde med Jørgen Leth har printet sig fast på Henrik Bleskys nethinde.
»Et minde jeg ofte tænker på er fra Touren, hvor han sad på bagsædet. Her satte jeg lidt jazz på i bilen. Så sad han stille og nynnede og fortalte mig om musikken. Det er et varmt minde om ham.«
Og som Jørgen Leths privatchauffør på turen kan Henrik Blesky bekræfte Leths kærlighed til Magnum.
»Han elskede is. En såkaldt 'Magnum'. Det kunne han altid klare.«
Men til trods for Jørgen Leths død er det ikke mindre end tre ugers tid siden, at de to venner var til cykelløb på Frederiksberg, hvor de spiste deres sidste måltid sammen.