En 15-årig dreng blev i weekenden standset og antastet af en fremmed mand, da han kom kørende på sin knallert ved Cykelbroen i Benløse, der ligger i Midtsjælland.
Det fremgår i en døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Ifølge politiet havde manden, som stoppede den 15-årige givet udtryk for, at han ville have sex med drengen, der dog hurtigt kørte væk fra stedet.
Politiet modtog anmeldelsen fredag eftermiddag klokken 17.01 af drengen kort efter, at han var blevet antastet.
Manden bliver i døgnrapporten beskrevet som 30 år, 180 cm høj, kraftig af kropsbygning, lys i huden og med grå skægstubbe. Han var ifølge politiet iført grå sweatshirt, sorte jeans og hvide og sorte Nike sko, og han havde et hvidt løbehjul med sig.
Politiet hører gerne fra folk, der har bemærket manden, på telefon 114.