Christian Eriksen kan ånde lettet op.

For den danske fodboldstjerne kommer endnu en gang til at være en del af landsholdet, når Brian Riemer tirsdag udtager truppen til de kommende VM-kvalifikationskampe mod Belarus og Grækenland.

Det mener i hvert fald B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge. Han er nemlig ikke ét sekund i tvivl om, at den nye Wolfsburg-spiller igen bliver en del af landstrænerens udvalgte.

»Jeg er klar til at vædde bil, hus og min førstefødte på, at Christian Eriksen er med i den trup, som Brian Riemer udtager tirsdag,« lyder det fra Lasse Vøge.

Christan Eriksen har fået spilletid i de seneste to Wolfsburg-kampe.
Christan Eriksen har fået spilletid i de seneste to Wolfsburg-kampe. Foto: Lisi Niesner/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Danskeren blev ellers udeladt af den seneste landsholdstrup i starten af september, efter han ikke havde spillet en kamp siden juni.

Men de seneste uger har Christian Eriksen altså nu fået spilletid i to Wolfsburg-kampe.

Og derfor bør det heller ikke være en svær beslutning for Brian Riemer, mener B.T.s sportsredaktør:

»Vi så i hjemmekampen mod Skotland, hvor svært et Eriksen-løst landshold har ved at åbne en lavtstående modstander. Og vi må forvente, at de to kommende modstandere, Belarus og Grækenland, kommer til at stå langt nede på egen banehalvdel. Så her bliver der brug for den dåseåbner, som Eriksens overblik ofte har vist sig at være.«

Lasse Vøge er dog mere i tvivl om, hvorvidt Eriksen kommer til at starte inde i de to landskampe.

»Men derefter kommer diskussionen om, hvorvidt han skal starte inde. Og den er straks værre. For det er ved at være mange måneder siden, at han har spillet mere end 45 minutter ud i ét stræk. Og ingen fra 3-0-sejren ude over Grækenland har fortjent at blive sat af. Tværtimod,« afslutter han.

Danmark møder Belarus på udebane 9. oktober.

Tre dage senere tager Riemers tropper imod Grækenland på hjemmebane i Parken.

Andre læser også