Efter mystiske droneflyvninger i sidste uge bragte landet i forhøjet beredskab, gør myndighederne nu klar til at afspærre et større område i hovedstaden.
Det er en sikkerhedsforanstaltning i forbindelse med et EU-topmøde i København og altså ikke en direkte følge af den seneste tids hændelser.
Fra tirsdag til torsdag vil der være spærret for færdsel i et område omkring Christiansborg Slot og Frederiksholm Kanal i det indre København, oplyser Udenrigsministeriet.
Statsministeren skal onsdag være vært for et topmøde på Christiansborg Slot for stats- og regeringschefer i EUs 27 lande.
Afspærringen betyder, at der ingen færdsel vil være på Vindebrogade, Christiansborg Slotsplads, Slotsholmsgade og en række andre gader.
Der vil komme trafikomlægning for biler og busser, lyder det.
Myndighederne har allerede nedlagt forbud mod al civil droneflyvning fra mandag til fredag i forbindelse med topmødet.
Det sker, efter Danmark flere gange i sidste uge fik besøg af fremmede droner, som bevægede sig over lufthavne og militærets Flyvestation Skrydstrup.
Mens Rusland er kommet under mistanke for at stå bag, afviser landet selv at have sendt dronerne.
Et tysk krigsskib er også ankommet til København, fordi det ifølge TV 2 skal hjælpe med at holde styr på luftrummet under mødet.