Sverige er opsatte på at hjælpe Danmark til EU-topmødet i København, og den svenske statsminister peger på, at Rusland står bag dronerne i Danmark.
Ifølge Aftonbladet har den svenske statsminister peget på, at det er Rusland, der står bag de seneste drone-operationer i Danmark og andre vesteuropæiske lande.
»Sandsynligheden for, at det handler om, at Rusland vil ramme lande, der støtter Ukraine, ligger lige for. Alt peger på det, selvom alle lande forsigtige med at sige, at det er et land,« siger den svenske statsminister Ulf Kristersson.
Han har mandag indkaldt til et ekstraordinært regeringsmøde med et særligt formål, nemlig at hjælpe Danmark med afviklingen af EU-topmødet i København, der løber af stablen de kommende dage.
»Det er for at træffe de formelle beslutninger, der giver os mulighed for at hjælpe Danmark i denne særlige situation. Vi har svensk militærudstyr, som vi låner ud til Danmark,« siger Ulf Kristersson i TV4 Nyhetsmorgon.
Mødet ventes afsluttet før klokken 14, hvorefter statsministeren vil holde pressemøde sammen med udenrigsminister Maria Malmer Stenergard og forsvarsminister Pål Jonson.