I en uge har droner flere gange været observeret i luften over Danmark.
Nu kommer beredskabschef med en klar opfordring til alle danskere.
Per Vedsted, der er beredskabschef i Nordjyllands Beredskab, mener, at dronerne er en god anledning til at få tjekket op på de hjemlige lagre.
Han håber, at alle bruger anledningen til, at ‘genbesøge’, om man har for eksempel mad, vand og lys. Og at man har tænkt på en måde, man kan klare sig på uden strøm og mobiltelefoni på. Det siger han til dr.dk.
Samtidig med, at han opfordrer alle til at gå i prepper-mode, maner han også til besindighed.
»Der er ingen grund til panik. Men der skal være styr på tingene, og hvis man kan klare sig i tre dage, så er det godt,« siger Per Vedsted.
I april viste en undersøgelse, som Epinion lavede for DR, at 62 procent af alle danskere endnu ikke havde fulgt myndighedernes råd om at preppe, mens 34 procent havde fyldt lagrene.
Da samme spørgsmål blev stillet i november 2024 var det 66 procent, der ikke havde forberedt sig, mens 30 procent havde, har dr.dk tidligere skrevet.
Hybridkrig mod Danmark: Følg udviklingen i B.T.s LIVE-blog lige her.