May Lifschitz har nok at se til for tiden.
Den 30-årige skuespiller har faktisk så travlt, at hun nu udskyder sit bryllup.
For inden længe drager hun ud på et nyt og hemmeligt eventyr med sin forlovede, Jens Lund. Det fortæller hun til Se og Hør.
»Lige nu skal vi ud på et andet eventyr sammen, som vi desværre ikke kan sige så meget om endnu,« siger den tidligere 'Vild med dans'-stjerne til mediet.
Samtidig understregede parret dog, at det »bliver mere os to«, overfor mediet.
May Lifschitz og Jens Lund har været sammen i 11 år. Sidste år friede han til hende under en vandretur i Italien.
Planen var, at de skulle giftes i løbet af sensommeren i år, men projekter, rejser og arbejde har sat en midlertidig stopper for bryllupsplanlægningen. Nu forventer de i stedet, at brylluppet skal finde sted næste år.