Normalt flyver Carsten Kruses droner rundt i hele landet.

Men lige nu må dronerne blive på jorden.

Det danske luftrum er nemlig blevet lukket helt ned for civil droneflyvning, og det rammer dronefirmaet B3D, som Carsten Kruse er direktør for.

Han og hans medarbejdere havde ellers kalenderen fuld af opgaver, hvor de blandt andet skulle inspicere og scanne ejendomme.

Her ses en af B3Ds droner.
Her ses en af B3Ds droner. Foto: B3D
Vis mere

»Nu står vi så med to dronepiloter, som ikke har noget at lave mandag til fredag, hvor der ellers var planlagt en masse flyvninger og scanninger ude i det ganske land,« fortæller Carsten Kruse til B.T.

Forbuddet mod civil droneflyvning gælder fra mandag 29. september til fredag 3. oktober.

Forbuddet blev indført søndag af transportminister Thomas Danielsen (V) i kølvandet på de adskillige tilfælde, hvor mistænkelige droner har fløjet over danske lufthavne og forsvarsarealer.

»Vi kan ikke acceptere, at fremmede droner skaber usikkerhed og forstyrrelser i samfundet, som vi har oplevet den seneste tid,« lyder det fra transportministeren i en pressemeddelelse.

»Vi kan ikke acceptere, at fremmede droner skaber usikkerhed og forstyrrelser i samfundet, som vi har oplevet den seneste tid,« lyder det fra transportminister Thomas Danielsen i en pressemeddelelse.
»Vi kan ikke acceptere, at fremmede droner skaber usikkerhed og forstyrrelser i samfundet, som vi har oplevet den seneste tid,« lyder det fra transportminister Thomas Danielsen i en pressemeddelelse. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

»På den måde fjerner vi risikoen for, at fjendtlige droner kan forveksles med lovlige droner og omvendt,« tilføjer han.

Carsten Kruse mener dog, at forbuddet er »meget vidtrækkende«.

»Og det er også med utroligt kort varsel, at de indfører det. Vi fik pludseligt travlt med at få indhentet nogle af de ting, som hastede, inden forbuddet trådte i kraft,« fortæller han og fortsætter:

»Det er ærgerligt, at vi ender med at blive viklet ind i det her. Jeg kan godt forstå behovet for at grænse lidt ind, men det har nogle lidt store konsekvenser for os erhvervsdrivende.« 

Spørger man Carsten Kruse, burde man gå en anden vej end at indføre et totalforbud mod al civil droneflyvning.

»Vi kunne jo i stedet for at lukke ned gå tilbage til de gamle regler, hvor vi skulle melde det ind til politiet på forhånd, når vi foretog flyvninger. Så ville politiet have styr på de erhvervsmæssige flyvninger,« siger han.